Markant tv-direktør stopper

FiG

Den nordisk chef for SBS Discovery, Henrik Ravn, stopper efter, at selskabet har omstruktureret den nordiske ledelse.

Man kan ikke tale om SBS Discoverys succes på det danske og nordiske marked uden at nævne Henrik Ravn. Han kom til 2003 og har stået bag en betydelig omorganisering og revitalisering af selskabet, så det i dag fremstår som en af de store aktører på markedet.

Nu er det slut. SBS Discovery har omstruktureret den nordeuropæiske ledelse, således at Dee Forbes fremover står i spidsen for selskabet i både England, Irland, Holland, Belgien og Norden.

Det har fået Henrik Ravn til at takke af.

“Det har været 11 fantastiske år. Det er selvfølgelig lidt trist at skulle sige farvel til alle de gode og meget motiverede medarbejdere i SBS Discovery. Det har været en fornøjelse og meget sjovt at arbejde sammen med så dedikerede medarbejdere og sammen har vi udrettet helt enestående resultater. Personligt er jeg glad for at have stået i spidsen for integrationen af SBS og Discovery i Norden,” siger Henrik Ravn.

I Danmark får hans afgang ingen ledelsesmæssige konsekvenser. Den danske forretning kører videre som hidtil under ledelse af Christian Kemp og den øvrige lokale ledelse.