Markant vækst i online julehandel

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Webshop index viser, at der i sidste uge både var flere kunder og et større antal køb, så resultatet blev en markant fremgang i omsætning.

Om snevejret hjalp til eller om det var er en generel trend skal være usagt. Men fakta er, at online julehandel steg markant i sidste uge.

Det viser Webshopindeks, der bygger på ca. 300 webshops ud af de omkring 10.000, der findes i Danmark.

Uge 49 er den store uge, når det gælder julehandel på nettet, og omsætningen steg 40 pct. i forhold til uge 48. Sidste år var stigningen fra uge 48 til 49 på 24 pct.

Fremgangen bygger på både et stigende antal kunder i butikkerne (14 pct. flere) samt en højere konverteringsrate – d.v.s. hvor mange af besøgene, der førte til et køb.

“Det er en voldsom vigtig omsætningsuge. Gennemsnitsordren er ikke meget anderledes pr. salg, men med flere besøg i shoppen og større andel, hvor der købes, så stiger omsætningen i gennemsnit 40% for shopejerne. Og uden at sige for meget, så tyder det på at der kommer godt med ure og smykker under træet,.” siger Jacob Kildebogaard, der er webanalytiker og som står bag Webshopindeks.

It-iværksætteren Martin Thorborg, har også involveret sig i Webshopindeks.

“Danske online shops har taget et markant spring i den kvalitet og seriøsitet de lægger for dagen og det er med til den voldsomme stigning i nethandlen som vi ser i disse dage,” siger Martin Thorborg.