Markedsførings grand old man bliver 70

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Svend Erik Pedersen – også kendt som Sep – satte som ejer af Markedsføring igennem 25 år et markant præg på marketing- og bureauverdenen.

Hvis man siger Markedsføring, så må man nødvendigvis også tilføje Sep – eller Svend Erik Pedersen. For nok har han ikke været aktiv i forhold til bladet i de sidste 7-8 år, men bladets historie er uløseligt forbundet med ham.

Det er således Markedsførings Grand Old Man, der i morgen fredag fylder 70 år.

Markedsføring var dog ikke det eneste blad, han havde i sin stald.

Specialbladsforlaget var en umage størrelse, der både rummede magasinet Vi Unge, nogle håndbøger samt fagblade – men Markedsføring var det mest markante og et klart produkt af Seps sans for et godt fagblad.

I går i Børsen beklagede nogle af de gamle reklamekoryfæer sig over, at tingene var sjovere i gamle dage og at for mange af de unge har for travlt med at komme hjem kl. 17.

Sep er skåret af den samme tid, og arbejdstid var da også for ham et noget udflydende begreb.

Man skulle stå tidligt op, hvis man skulle møde på arbejde før ham. For allerede ved 8-tiden kunne man finde Sep på sit kontor – med en cigar og en kop kaffe – og måske et morgenmøde. Rygepolitik var således heller ikke noget, der fyldte – og Sep har da heller ikke endnu taget denne del af tidens sundhedsræs til sig. Han følger kun modvilligt de mange regler om rygning i det offentlige rum.

Jeg tiltrådte selv på bladet i vinteren 1987, og det var en mere enkel verden dengang. Konkurrencen var mindre, annoncerne rigelige og der var kun èn medieplatform, der skulle håndteres.

Det mindst enkle var Sep’s korrekturlæsning. Den foregik, når alle sider var færdig lay-outet – dengang på den gammeldags facon, hvor siderne var produceret med fotosats klæbet på lay-out ark med voks. Så gik han rundt med sin cigar, og man kunne være helt sikker på, at han ville finde et par manglende t’er på de mange sider, som grafikeren derfor måtte finde i den overskydende fotosats og med lidt fingersnilde sætte ind.

Man skulle ikke tage fejl af hans umiddelbart joviale facon. Han kunne være meget bestemt, og detaljen skulle være i orden. Måske kan man grine lidt af det i dag, men Sep havde blikket for både overblikket og detaljen, og på den måde bragte han igennem en årrække Markedsføring frem til en imponerende position i branchen. Et arbejde som bladet fortsat nyder godt af.

Forretningsmodellen var et fornuftsægteskab med Dansk Markedsføringsforbund. Specialbladsforlaget producerede og udgav bladet som medlemsblad for forbundet.

Dansk Markedsføringsforbund tjente så pengene på kontingenter, mens Specialbladsforlaget tjente på annoncer.

Men for Sep var det mere end et fornuftsægteskab. Hans hjertet bankede for Dansk Markedsføringsforbund, og derfor havde han indgået en aftale om, at bladet skulle leveres tilbage, når han stoppede. Der var helt sikkert medievirksomheder, der ville have betalt for at få fingre i det, men det kom altså aldrig på tale.

Foreningen kvitterede med et æresmedlemskab af repræsentantskabet for det, der nu hedder Huset Markedsføring.

Nu lever han så en mere tilbagetrukket tilværelse. Erhvervsaktiviteterne er stoppet, og det giver tid til, at han og hustruen, tidligere Femina chefredaktør Jutta Larsen, kan dele tiden mellem Danmark og Florida.

Netværket plejes så gennem en række aktiviteter – herunder Old Bizz Forum i Huset Markedsføring og MediaForum Senior, der nu på 27. år med Kai dige Bach i spidsen, holder et årligt ø-seminar.

Fødselsdagen fejres privat.