Marketing redefineres hos Kopenhagen Fur

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Eget modemærke, skønhedskonkurrence og rådgivning om brandstrategier er nye marketingformer hos Kopenhagen Fur.

Kopenhagen Fur åbner for første gang både egen butik –  i et af de største indkøbscentre i Sydkorea – og får samtidig sit eget modebrand: Oh! By Kopenhagen Fur.

Skabelsen af et modebrand, ser Kopenhagen Fur som en nyfortolkning af deres markedsføring, og en anden nyfortolkning er at skabe sin egen skønhedskonkurrence, ’Miss Happiness’ i Kina, hvor kvinder dyster om at blive Kopenhagen Furs næste ansigt udadtil.

Ikke nok med det, Kopenhagen Fur opretter virksomheden Furward i Hong Kong, som skal sælge rådgivning om brandstrategier og lave marketingkampagner for lokale pelsproducenter og modevirksomheder.

Ifølge Patrizia Venturelli Christensen, der er kommerciel direktør i Kopenhagen Fur er det markedsføring af pels, der ligger bag alle nyskabelserne.

”Hele idéen er at prøve at markedsføre os direkte til forbrugerne og samtidig inspirere, provokere og skubbe de eksisterende pelsmærker”.

Hidtil har Kopenhagen Fur brugt 70 procent af sit marketingbudget på generisk markedsføring og 30 procent på b2b-markedsføring. Fremover bliver fordelingen 65 procent på b2b- samt generisk markedsføring, mens 35 procent bliver kommerciel marketing.

Grunden til, at Patrizia Venturelli Christensen ser en nødvendighed i at prøve nye marketingformer af, er udfordringerne i branchen som hun mener er, at buntmagerne ikke ved nok om design, at modevirksomhederne ikke ved nok om pels og at der er for lidt interesse for pels blandt de yngre generationer.

For at løse de udfordringer skal der nye værktøjer til, siger hun til Børsen (Børsen Mediemarked, p. 4-6).