Marketingchef nægtede at arbejde sammen med Jesper Kunde

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Redegørelse fra PFAs topchef, Henrik Heideby fortæller om interne diskussioner i forbindelse med bureauskiftet i 2008.

PFAs marketingchef, Morten Møller Madsen og hans nærmeste chef, underdirektør Søren Espersen, fik sin vilje, da selskabet i 2008 valgte at skifte fra Kunde & Co til Umwelt.

Det fremgår af en redegørelsen, som PFAs øverste chef, Henrik Heideby har lavet til bestyrelsen i forlængelse af, at Berlingske har hevet den gamle historie frem om, at Henrik Heidebys søn, Mikkel Heideby er partner i Umwelt.

Bureaubiz fortalte i 2008 om den særlige konstellation, at Mikkel Heideby var på vej ind i Umwelt samtidig med, at bureauet deltog i konkurrencen.

Redegørelsen er lavet på foranledning af PFAs bestyrelsesformand, Svend Askær, og selvom den formentlig kun er stilet til en snæver kreds – primært bestyrelsen – har Berlingske fået fat i den.

I redegørelsen fortæller Henrik Heideby, at der var utilfredshed med leverancerne fra Kunde & Co.

“PFA anvendte frem til foråret 2008 bureauet Kunde & Co., og den daglige ansvarlige i PFA var marketingchef Morten Møller Madsen, der refererede til Søren Espersen. Disse to personer og navnlig Morten Møller Madsen var stærkt utilfredse med leverancerne fra Kunde & Co, herunder Jesper Kundes arbejdsfacon,” skriver Henrik Heideby i redegørelsen ifølge Berlingske.

Han fortæller videre, at han og koncerndirektør Lars Ellehave-Andersen havde en præference for at fortsætte med Kunde & Co – selvom han anså bureauet for at være blandt de dyreste i branchen – men da hverken Søren Espersen eller Morten Møller Madsen ønskede at samarbejde med Jesper Kunde, accepterede de valget af Umwelt.

Jesper Kunde har ikke ønsket at kommentere redegørelsen over for Berlingske.

Af redegørelsen fremgår også, at Mikkel Heideby uagtet armslængde-princippet har hjulpet PFA  to gange – i sommerferien 2010 samt i et møde som vikar vedrørende en igangværende kampagne for PFAs såkaldte Kundekapital.

“Disse eksempler er mod dette tidligere omtalte princip om armslængde, men det er som sagt sket uden mit vidende,” oplyser Henrik Heideby i redegørelsen.

Samarbejdet mellem PFA og Umwelt har siden fremtrådt succesrigt og bl.a. udløst flere gevinster i Advertising Effectiveness Award (AEA). Først og fremmest en Grand Prix for et par år siden, men PFA-arbejde var også blandt 10 vindere, da AEA blev uddelt for et par uger siden.

Kilde: Berlingske Business, lørdag d. 6. december, p. 4-5