Marketingchef skifter fra Dragsbæk til Cocio og Starbucks

Peter Engholm
25@mail.dk

Michael Hein Pilgaard har sagt farvel til Dragsbæk og goddag til et job som europæisk marketing manager hos Cocio. Her håndterer han Starbucks-produkter.

Da Bureaubiz for noget tid siden omtalte bureaukonkurrencen om Bakkedal, blandingsproduktet fra mejeriet Dragsbæk, lå der en nyhed gemt: At marketingchef Lene Alkemade var nytiltrådt.

Det gør det nærliggende at lade blikket falde på den person, Lene Alkemade afløste på posten:

Michael Hein Pilgaard sagde nemlig tidligere på året farvel til Dragsbæk efter godt tre år. Han kom til Dragsbæk efter tre år i Arla-koncernen, senest som category manager, og nu vender han så tilbage i Arla-regi – nærmere bestemt hos Cocio i Esbjerg.

”Mit job er – som europæisk marketing manager – at håndtere Starbucks-brandet for Cocio, altså dåser og kopper til dagligvarehandlen,” siger Michael Hein Pilgaard.

I mellemtiden – tilbage hos Dragsbæk – er pitchen mellem tre bureauer endnu ikke afgjort.