Hvis man går i vrede eller protest fra et job, så er man uenig i dispositioner omkring jobbet.
Sådan forholder det sig ikke for Christian Linnelyst, der har været marketingdirektør i SAS i tre år.
“Der er sket store ændringer i SAS, som også har ramt marketing, og jeg kan godt forstå, de er nødvendige. Hvis jeg sad i toppen ville jeg have gjort det samme. Så for mig at se er min opsigelse udramatisk. Men rammerne om mit job er nu således, at jeg havde sagt nej tak, hvis det var det, jeg havde fået tilbudt for tre år siden, og det har jeg så taget konsekvensen af” siger Christian Linnelyst.
Det er ikke kun besparelser – også en tiltagende centralisering – der har ændret rammerne. Christian Linnelyst har været eksponent for en aktiv dansk styret markedsføring, og har høstet stor hæder for først og fremmest fire meget seværdige reklamefilm under temaet “Så godt som hjemme”.
“Foreløbig er det lykkedes for os både at sikre en fortsat lokalt tilrettelagt markedsføring og at forsvare filmene. Men de er selvfølgelig under pres, fordi det er logisk at koordinere mere i takt med at “Core SAS” strategien implementeres,” siger Christian Linnelyst.
Han bliver oktober måned ud, men har ikke noget andet job på hånden.