Da Steffen Lundgren Kristensen i foråret stoppede hos Tryg, hvor han havde ansvar for både marketing, kommunikation og CSR, så var drivkraften et ønske om at søge helt nye udfordringer.
Og som sagt så gjort. Han er netop i dag begyndt i et nyt job og det er unægteligt noget andet. Steffen Lundgren Kristensen har nemlig valgt at flytte over på den anden side af bordet og blive bureaudirektør.
Og vel og mærke ikke i et hvilket som helst bureau. Advice er et bureau, der med udgangspunkt i kommunikationsverden arbejder efter en strategi om at forme fremtidens bureau, og Steffen Lundgren Kristensen er blevet ansat i en nyoprettet stilling som commercial director og medlem af ledergruppen.
Hos Advice skal han være med til at sætte yderligere tempo på realiseringen af den to år gamle strategi, som går under navnet ‘Open World’.
Den handler kort fortalt om at indtage rollen som en ny type strategisk og kreativt leadbureau tilpasset netværkssamfundet, hvor virksomhederne begynder at lægge kommunikations- og marketingfunktionerne sammen og derfor efterspørger andre typer ydelser hos bureauerne. I ‘Open world’ handler kreativitet f.eks. ikke kun om kommunikation, men også om forretningsudvikling og stakeholder management.
Bureauet skal tage et ryk mere
”Med en række nye større kunder på listen og en strategi, der har to år på bagen, er det nu på tide at tage et ryk mere. Derfor har vi bl.a. kigget på vores organisering og setup. Advice er født som et integreret bureau, og reel integration i dag kræver flere specialister og samtidig et endnu stærkere samspil mellem dem. Det er simpelthen ikke længere muligt at definere helt præcist hvor det ene speciale (fx digital & social) starter og det andet (fx PR og stakeholder management) slutter – og det kræver, at vi er nysgerrige på tværs, ikke tænker i for snævre kasser, og skal være ekstra gode til at udnytte kompetencerne på tværs,” siger Espen Højlund, CEO og Partner.
Ralf Lodberg, Executive Director og Partner, udstikker opgaverne for Steffen Lundgren Kristensen således:
”Steffen er qua sin stærke faglighed på tværs af branding, marketing, salg, kommunikation og CSR – og sin nysgerrige person – selv et godt eksempel på en moderne leder i the Open World. Han skal være med til at sikre, at vi har et ekstra tværgående fokus på de kunder, som vi kan udvikle os mest sammen med, og så skal han i særdeleshed bidrage med sine kommercielle kompetencer i vores bevægelse mod endnu mere værdiskabende og innovativ forretningsudvikling.”
Steffen Lundgren Kristensen er mest kendt som marketingmand – selvom han dog har prøvet bureauverdenen lidt af gennem et tidligere job i Nordisk Films interne bureau, Starfighters.
Bedst i offensiv rolle
“Jeg har tænkt meget over, hvor jeg selv synes, jeg er bedst, og det er, når jeg er i en offensiv rolle, hvor der er fokus på at udvikle og skabe noget. Den rolle rummer et reklamebureau i min optik et stort potentiale for. Når det lykkes, så skaber man store værdier,” siger Steffen Lundgren Kristensen og erkender dog , at det kan være svært at bevæge sig fra den ene side af bordet til den anden, for det er to meget forskellige roller.
“Men vi startede allerede dialogen kort efter, at jeg stoppede hos Tryg, så vi har virkelig brugt tid på at lære hinanden at kende. Og en af de ting, der har tiltalt mig meget med Advice er, at her rent faktisk er et bureau med en klar strategi om, hvor de vil hen og hvordan bureauet ønsker at udvikle sig sammen med kunderne. Jeg kommer lige fra maskinrummet i en stor dansk virksomhed, så jeg mener at jeg virkelig har noget at byde på i forhold til både udviklingen af Advice og udviklingen af Advices kunder. At Advice samtidig er et bureau med stort potentiale betyder, at jobbet for mig næsten er som at blive lukket mig ind i en slikbutik,” siger Steffen Lundgren Kristensen.
Ny organisation
Forud for ansættelsen af Steffen Lundgren Kristensen har Advice indført en ny organisation, hvor faglige områder som f.eks. Branding, Marketing, PR, Digital & Social og Campaigning. er blevet lagt sammen.
Nu består organisationen af Data & Insights (en ny type analyseteam med mere fokus fra ende til ende i spektret – hård data generering og kreative indsigter), Positioning & Campaigning (sammensmeltning af Branding, Marketing, PR, Digital & Social og Campaigning), Public Affairs & Stakeholder Management (agenda-setting samt udvikling og beskyttelse af omdømme), og Creative (Kreative koncepter der rækker helt tilbage i forretningen og strategien, og løsninger der rammer og samler på tværs af kanaler og aktiviteter).
Hertil kommer Digital Solutions gennem søsterselskabet Advice Digital.