Marts på tværs: Om slagsmålet mellem to digitale priser

Peter Engholm og Finn Graversen

Frit fra leveren – om DDA vs. DIA, Brøndby-formandens nye perspektiv på anonyme kommentarer, et nyt teleselskab, Nykredits bureaukonkurrence og Mercedes’ nye bureau.

Marts måned startede med, at Dansk Annoncørforening uddelte sine Danish Digital Awards (DDA) – som foreningen mange gange har understreget ikke er en konkurrent til den veletablerede Danish Internet Award (DIA).

14 dage senere udsendte Dansk Annoncørforening så en nyhedsmail, hvori man ønskede tillykke til ”dem der har gjort det bedst digitalt …” – vel at mærke 10 min. efter, at nyheden om DIA’s shortliste kom ud.

Annoncørforeningen vil sikkert hævde, at det er en ren tilfældighed. Og det kan man så vælge, om man vil tro på.

Foreningen har dog mere end svært ved at overbevise om, at DDA ikke er en konkurrent til DIA. Der er blevet sagt en del om DDA – både officielt og uofficielt – og kigger man på de to priser, så er det svært at se forskellen som andet end ord.

Otto B. Christiansen, der er direktør for Dansk Annoncørforening, sagde sidste år til Markedsføring bl.a., at DDA blev skabt for, at annoncørerne skal blive klogere og lære af ’best practice’.

”Både bureauer og annoncører har gavn af at kigge den digitale kommunikation efter i sømmene, så begge parter bliver endnu dygtigere,” lød det.

Til gengæld sagde annoncørforeningens direktør ikke noget om, på hvilken måde man ikke kan opnå det gennem de adskillige priser, der allerede eksisterer – som f.eks. DIA og Creative Circle Award.

Allerede sidste år kunne man konstatere, at der var et betydeligt overlap mellem DIA og DDA, og det samme bliver formodentligt tilfældet i år. Status lige nu er således:

  • Ud af 36 vindere i DDA er der 11, som ikke er short-listet i DIA
  • Kun en enkelt af 12 guldvindere i DDA er ikke shortlistet i DIA.
  • 4 bureauer lagde sig i front på vinderlisten hos DDA: Robert/Boisen, Uncle Grey, Klausen + Partners og Hjaltelin Stahl.
  • 4 bureauer har lagt sig i front på DIAs shortliste: Robert/Boisen, Uncle Grey, Hjaltelin Stahl og Molamil.

Når Klausen + Partners ikke er med, så skyldes det, at bureauet har 3 shortlister – nøjagtig som i DDA. Men her gav de alle guld og derfor ligger bureauet højt på vinderlsiten.

Der er således en rimelig sandsynlighed for, at når DIAs vinderliste bliver kendt, så vil overlappet være betydeligt.

Og så er det, man kan gentage spørgsmålet om, hvad det er, der manglede i de andre priser.

I øvrigt kan det se ud til, at der er et skifte på vej. For et år siden understregede DDAs juryformand, Kim Jong Andersen, over for Markedsføring, at prisens fokus var på forretningsdrevne cases mere end blot på kreativ kommunikation.

Oven på uddelingen i år lød det således fra Kim Jong Andersen:

”Vores fokus i DDA bør være på den gode idés styrke og resultater mere end på hvilke kanaler og platforme, de er gennemført på.”

Men er den gode idé egentlig ikke det, som Creative Circle Award har fokus på?

Nyt perspektiv på anonyme kommentarer

Anonyme kommentarer er ofte forkætrede – bl.a. på Bureaubiz, hvor vi har fået mange bemærkninger om dem. Brøndby-formanden og hovedaktionær, Jan Bech Andersen, har dog givet begret et helt nyt perspektiv, da han blev afsløret som anonym kommentator, der svinede ledende Brøndby-folk – herunder cheftræner Tommy Frank – til på et Brøndby fansite.



Polfoto: Jens Dresling

Her er tale om en person, hvis penge holder klubben kørende, og som har en direkte adgang til at fremføre sin kritik – og formodentlig få træneren fyret, hvis han mener, at han er forkert til jobbet. Der ville måske endda være nogen, der kunne finde på at tale om rettidig omhu, hvis han gjorde det.

Så hvorfor pokker optræde som anonym kommentator? Den bedste forklaring, der er givet, handler om passion. Den har dog ikke været god nok, og han stopper nu som formand.

Der er en anden detalje omkring ham, som Dagbladet Børsen også hev fat i. Jan Bech Andersen står sammen med Morten Albæk, der er kendt fra marketing- og bureau-kredse, bag et investerings-selskab, der vil investere i selskaber, der lever op til visse basale værdier: Meningsfuldhed, mangfoldighed i kompetencer, diversitet og miljø- og energimæssig ansvarlighed. 

Der er godt nok ikke nogen af disse værdier, som siger, at man ikke må optræde som anonym kommentator – men som Børsen fortæller, så er et af midlerne halvårlig måling af, hvordan medarbejderne i selskaberne ser meningsfuldheden med deres arbejde. Og hvordan mon medarbejderne hos Brøndby vil opfatte begrebet meningsfuldhed.

Nyt teleselskab – old school markedsføring

Hvis man har sin hukommelse bare nogenlunde i behold, vil man kunne huske Onfone-reklamerne med Lars Bom.

Award-vindende materiale? Nej, men filmene og den massive markedsføring formåede at brænde igennem i en grad, at det nye teleselskab gaflede kunder fra de store spillere, så TDC til sidst købte det for 300 mio. kr.

Nu kommer så Plenti – med Morten Strunge fra Onfone som medstifter.

Det lyder lovende ud fra et markedsføringssynspunkt. Og Plenti gør selv sit til at skrue forventningerne op:

”Vi kommer ud med et massivt tryk,” lød løftet fra en af de to stiftere, Peter Mægbæk, der tidligere har været med til at stifte Fullrate.

Mægbæk tilføjer, at Plenti ville satse på klassisk massekom, især tv – og dét, lagt sammen med et massivt tryk, Strunge og Onfone-historik, er en potent cocktail.

Men indtil videre er indtrykket ikke berusende.

Tiderne er skiftet, siden Onfone kom til verden for snart 10 år siden, og siden Lars Bom ved dette årtis begyndelse gjorde sig bemærket i reklameblokkene på tv og på siderne af busser.

Man kan naturligvis stadig godt brage igennem i 2016 – også på old school-manér, som Plenti vedkender sig – men vi har endnu til gode at se det nye teleselskab gøre det. Det bliver spændende at følge.

Hvad mon Nykredits nye bureau skal?

Nykredit er i gang med en bureaukonkurrence, hvor angiveligt 5 bureauer skal dyste om budgettet. Spørgsmålet er, om opgaven har skiftet karakter.

I hvert fald har Nykredit gjort sig umage med at banke imaget helt i bund – og det er lykkedes ganske godt viser analyser i flere medier.

Selskabet har varslet en bidrags-stigning over for Totalkredit-kunder, som har skabt et voldsomt oprør – og hvor substansen i Nykredits forklaring af bidragsstigningerne anfægtes fra mange sider.

Danske Bank har nu et bedre image end Nykredit – og kigger man på, hvordan Danske Bank har ageret siden krisen med New Normal og et nyt kundeprogram, så har man været tilbageholdende med store kampagner.

Ender Nykredit i samme situation vil det måske ende som en helt anden opgave end den, der var udgangspunktet, da Nykredit tog kontakt til en række bureauer. Fraværet af store kampagner behøver selvfølgelig ikke gøre bureauopgaven mindre – spørgsmålet er dog, om nogen lige nu ved, hvilken opgave, der skal løses.

Optur for TBWA + BBDO

Fusionen mellem TBWA og BBDO hører ikke til branchens succeshistorier – snarere tværtimod. Så det må helt klart høre til de gode historier, at bureauet nu overtager Mercedes-budgettet fra Bates.

Skiftet er først og fremmest internationalt begrundet – Mercedes arbejder næsten alle steder med BBDO. Men TBWA + BBDO har det sidste års tid haft Erich Karsholt som adm. dir., og han er en erfaren Mercedes-mand. Sammen med Søren Nøhr havde han bureaeut Brands Copenhagen, der i mange år varetog Mercedes – og det var dem, der bragte Mercedes til Bates, da de solgte bureauet til netop Bates.

Så på nogen måder kan man sige, at Mercedes nu vender hjem.