Mazda skaber dansk content med kendt skateboarder

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Den internationale bil-branding skal udfordres og suppleres, og det håndterer Mazda på egen hånd. Se filmene her.

Typisk er bilreklamer styret fra internationalt hold, men hos Mazda Danmark laver man selv involverende dansk content og man vil gerne udfordre de konventionelle tilgange til branding af biler.

“Det er klart, at vi bliver nødt til at udfordre den traditionelle tilgang til markedsføringen – ikke kun inden for biler. De traditionelle metoder har stadig evnen til at skabe værdi og især opmærksomhed, men de kan ikke længere stå alene,” siger Marketing Communication Manager for Mazda gennem de seneste godt 10 år, Neno Stojanovic.

Neno Stojanovic fremhæver selv Mazda Danmarks kampagne fra 2015 Happy Dogs som en utraditionel bilreklame. Den blev lavet i samarbejde med Dyrenes beskyttelse og blev shortlistet til både DIA og Creative Circle Awards.

Nu er Mazda Danmark så på banen igen med en kampagne, denne gang i et samarbejde med den danske skateboarder Rune Glifberg, der boet i mange år i Californien, hvor han levede af sin hobby.

”Sammen med Rune Glifberg har vi skabt en fortælling med udgangspunkt i en fælles passion: Glæden ved at køre, bevæge sig på fire hjul og ønsket om at udfordre konventionerne”, siger Neno Stojanovic.

Det er der kommet fire film ud af, hvor Glifberg sammen med en gruppe andre professionelle skatere udforsker Europa på fire hjul i jagten på den rene køreglæde og nye oplevelser.

Filmene er lavet af Frisco Film. JWT er Mazda Danmarks reklamebureau, men denne kampagne har man selv stået for.

Han fortæller i øvrigt, at Mazda vil følge med over til Ogilvy, når de overtager JWT, da man på internationalt plan samarbejder med WPP, som er netværket bag de to bureauer.

De fire film vises på musik- og filmmagasinet Soundvenue, som har skabt et kampagnesite til filmene på soundvenues site og distribuerer det digitale content.

Baggrunden for at tilknytte Soundvenue er en ambition om at komme tættere på en yngre og eventyrlysten målgruppe og igen prøve nye, digitale platforme af, skriver Mazda i en pressemeddelelse.

Rune Glifberg er aktiv på Instagram, Twitter og Facebook, og selv om det ikke er et krav i samarbejdet, så har Rune Glifberg delt traileren til filmene, som kan ses her: