https://www.youtube.com/watch?v=oIsHkksIVXA
Ladbrokes slog forrige år fast, at ”Her er fodbold konge”. I halvandet år har kommunikationen imidlertid ligget stille, men nu går bettingfirmaet igen ud på det danske marked – med en ny film og med det gamle bureau; McCann Copenhagen.
”Frem for et par stille og rolige film gav det mest mening, strategisk, at genetablere sig med et brag. Tv-film fortæller om gode bonusser, mens webfilmen fortæller en historie,” siger Cliff Holm, der sammen men med Silas Jansson udgør det kreative team hos McCann bag Ladbrokes-filmen.
Op til VM i fodbold køres de store stjerner i stilling – både hos Nike og Adidas. Det kan McCann og Ladbrokes ikke konkurrere med – det skulle lige være filmens production value, som har noget stort over sig.
”Konkurrencefeltet er stort og stærkt, og vi har ikke de samme muligheder som netop Nike og Adidas. Derfor går vi mere emotionelt til værks med den drengedrøm, vi alle har. Vi vil på den ene side gerne skabe følelsen af storhed og på den anden side holde det intimt,” siger Silas Jansson.
Ladbrokes genetablerer sig i Danmark – og det fortæller I med en film skudt i Sydamerika …
”Vi kan ikke ignorere, at der er VM i Brasilien. Det kan godt være, at spillet blev født i England, men fodbolden har hjemmebane i Brasilien. Det er her ”den gode fodbold” er født. Det er her den gode fodbold vinder. Og det er her, vi holder med noget, der er større end vores hold. Det er her, vi holder med fodbold,” siger Cliff Holm.
”VM er fodboldstjernerne, men når 1,2 mia. mennesker følger med i begivenheden, så skyldes det, at de har investeret følelsesmæssigt i sporten. Og det er de følelser, vi har med i Ladbrokes-filmen,” siger Silas Jansson.
De taktisk betonede tv-spots er møntet på det danske marked, mens den ambitiøse net-film er mere grænseoverskridende – det er således Ladbrokes Nordic, der står som afsender af filmen på YouTube, og også fra centralt hold er der opmærksomhed:
“Vi ønskede at hylde dette storslåede event og vise, at når det handler om verdensmesterskabet – årets største og vigtigste fodbold-event – så hylder og fejrer alle det … alle,” siger Guy Tal, Head of Offline Marketing hos Ladbrokes i en pressemeddelelse.
Filmen er instrueret af Emil Möller, produktionsbureauet er B-Reel og musikken er af PLAN8.