McCann Copenhagen har sagt farvel til en af sine relativt nye direktører, og således fik Søren Berzant et profileret, men overskueligt ophold på bureauet.
Få dage inde i 2015 blev han præsenteret som direktør – det primære fokus var Health, men han arbejdede også på tværs af bureauet.
Rollen afspejlede sig også i titlerne EVP og COO, som det fremgår af LinkedIn.
Nu har parterne sagt farvel til hinanden, og netop på LinkedIn informerer Søren Berzant sine 800 forbindelser, at han er i spil igen på markedet. Det sker med denne formulering:
”Looking for new opportunities within communication and business development – this time preferable at an organisation with a healthy culture, defined objectives, external focus and commitment to content.”
Den udenforstående kunne tolke dette som en kras afsked, men ingen af parterne bærer ved til noget bål.
Adm. direktør Morten Ingemann siger om direktør-farvellet:
”Vi var uenige om den langsigtede strategi. Det er ikke kompliceret, og der er ikke tale om et uvenskab.”
Søren Berzant holder sig til Morten Ingemanns udlægning med disse ord:
”Jeg er i en kontraktlig situation, der gør, at jeg ikke kan eller vil udtale mig om mit farvel til McCann.”
På McCann Copenhagen er erstatningen for Søren Berzant fundet internt, for så vidt angår Health. Her er styringen overtaget af Alan Emmins, der kom til McCann sidste forår fra Adtomic, hvor han var VP. Nu er Emmins EVP hos McCann Health.