Det er under fire måneder siden, at McCann mistede tålmodigheden med sin administrerende direktør i Danmark, Morten Ingemann efter flere års meget dårlige resultater.
Det var EMEA-chefen, Richard Bonner-Davis, der i begyndelsen af maj sagde farvel til Morten Ingemann – og ved samme lejlighed sagde han også farvel til Kim Jong Andersen som kreativ direktør.
I første omgang trådte han selv ind som direktør, men siden har han haft travlt med at interviewe kandidater til den ledige direktør-post. For McCann i Norden er blevet overtaget af en serbisk investor og er blevet en såkaldt affiliate partner i netværket – så ambitionerne for bureauet er klart intakte.
Nu er der så sat navn på, hvem der skal søge at løfte ambitionerne.
Der er tale om Tobias Smidth-Fibiger, der kommer fra et job som client service director hos et af markedets mest succesrige bureauer i disse år: Hjaltelin Stahl.
Han tiltræder d. 1. oktober, og før da, vil Richard Bonner-Davis ikke gå meget dybere ind i planerne for bureauet.
Plads til investeringer
Han vil dog godt sige, at Tobias Smidth-Fibiger selvfølgelig vil have midler til at investere.
”Det er væsentligt for mig at understrege, at valget af Tobias ikke handler om new business eller en hurtig turn-around men snarere om et langsigtet commitment til vores forretning og kunder såvel som en fælles vision om, hvilken rolle og værdi et netværksbureau kan bidrage med i forhold til både lokale og globale danske virksomheder,” siger Richard Bonner-Davis og understreger, at det er Tobias Smidth-Fibiger der skal komme med planen, og at han er committet til at bakke den op
Det gælder også, hvis han skulle ønske at finde en ny kreativ direktør – selvom Richard Bonner-Davis dog ikke ser den del som den mest presserende.
“Jeg synes, vi har nogle rigtig dygtige folk i Cliff Kagawa og Silas Jansson, så jeg mener ikke umiddelbart, at der er et udtalt behov for at finde en ny kreativ direktør. Men det bliver Tobias, der skal træffe den afgørelse,” siger Richard Bonner-Davis.
Tobias Smidth-Fibiger er en bureaudirektør, der tidligere har vist også at have et iværksættergen. Han kommer til McCann eftergodt to år hos Hjaltelin Stahl, hvortil han kom fra AdPeople. Herudover har han haft nogle år hos Kunde & Co.
Iværksættergenet foldede han ud som medstifter var med til gennem knap 8 år at bygge det digitale bureau Atmosphere Cph, som siden blev fusioneret ind i BBDO.
Som et kuriosum kan nævnes, at Tobias Smidth-Fibiger var hos BBDO, dengang Morten Ingemann blev hentet fra dette bureau til rollen som direktør for McCann.
Hjaltelin Stahl på strandhugst hos Ogilvy
Hos Hjaltelin Stahl har man allerede fundet en erstatning for Tobias Smidth-Fibiger. Det gælder Thomas Martin Hansen, der er fundet hos Ogilvy, hvor han var client service director.
”Vi er kede af, at måtte sige farvel til Tobias, som vi holder meget af, men vi har fuld forståelse for at han tager udfordringen op som nummer 1 mand på McCann. Vi ønsker Tobias alt det bedste,” siger direktør og partner, Jens Peter Jensen og fortsætter:
“Samtidig glæder vi os over at kunne præsentere en kapacitet til at træde i Tobias’ sted allerede fra den 19. september. Det er nemlig lykkedes os at ansætte Thomas Martin Hansen, der kommer fra en stilling som kontaktdirektør på Ogilvy. Thomas har tidligere været på Kunde & Co, og har den tværmedielle kompetence der er afgørende for Hjaltelin Stahl.”