McDonald’s dropper tv og outdoor

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

I hvert fald i den nye Coinoffer-kampagne. Budgettet er uændret – men med øget indhold. Kampagne-formen er sværere at forudse end medier, men det virker.

Coinoffers startede som et prisbrand hos McDonald’s. Så blev det en app med en enkeltstående kampagne. Det blev så stor en succes, at Coinoffers nu har fået sit helt eget liv, og konceptet er blevet så stærkt, at McDonald’s er gået all-in.

Tv og outdoor er fravalgt i den nye kampagne. Ikke at budgettet er blevet mindre, men det er fordelt anderledes i denne fjerde omgang af Coinoffers.

”Coinoffers er uforandret en stor satsning for McDonald’s. Budgettet er samlet set det samme som de seneste bursts, men medie og produktion, altså indhold, er anderledes vægtet denne gang. Coinoffers er blevet McDonald’s gamification platform, der har fået sit eget selvstændige liv,” siger Lise Hørdam, der er Brand Manager hos McDonald’s og ansvarlig for Coinoffers-kampagnen.

Siden lanceringen af Coinoffers i november 2011 har 350.000 danskere downloadet Coinoffers-app’en, og heraf har 275.000 logget ind i app’en minimum én gang.

”Der har været god respons og gode resultater. I den primære målgruppe – de 15-19 årige – har vi kunnet se en øget præference for McDonald’s-brandet, og deres foretrukne medie er mobilen. I den forbindelse har vi kigget på, om ikke andre medier end tv er mere relevante at være på,” siger Lise Hørdam.

Konklusionen er, at tv samt outdoor er pillet af den aktuelle medieplan. Tyngden lægges næsten udelukkende digitalt – med bl.a. sociale medier og web-tv. Dertil kommer radio, idet en af de nye elementer i Coinoffers er CoinTune, hvor man kan vinde coins ved at ramme click, når man hører forskellige elektroniske versioner af McDonald’s jingle.

De indsamlede coins kan fortsat bruges til tilbud i de 86 danske McDonald’s restauranter – men i McDonald’s digitale spil-strategi øges denne gang antallet af forskellige slags coins og måder, man kan dem samle på.

Det gælder bl.a. Coins-for-Click, der er en online skattejagt. Enhver med et site – virksomheder, organisationer, bloggere – kan implementere Coinoffer-banneret og blive en del af den rotation, som Coin-jægere sendes rundt til.

En anden ny feature er at ”coinoficere” sig selv på Facebook, hvor man uploader et profilbillede, der bliver lavet til en coin, som man kan scanne. Og der er Jackpot – et GPS-styret spil, der aktiveres, når du træder ind i en given McDonald’s.

”Coinoffers bevæger sig i et felt, der er under konstant udvikling. Vi skal reagere hurtigt på de seneste trends og løbende vurdere i hvilket omfang, de er relevante for vores brugere. Vi har naturligvis hele tiden næste strategiske og taktiske træk planlagt – for at minimere chance-elementet mest muligt – men i forhold til andre medier og kampagne-aktiviteter er det et område, der er svær at forudse. Havde du spurgt mig ved lanceringen om, hvordan Coinoffers ville se ud i april 2013, ville jeg ikke have kunnet svare dig præcist,” siger Lise Hørdam.

Coinoffers er skabt og markedsført i samarbejde med DDB og OMD.