MEC vinder energiselskab

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Stort jysk selskab samler sine indkøb, og MEC kommer til at spille en mere central rolle som sparring-partner.

Det østjyske energiselskab, NRGi, med base i Århus har nu samlet alle sine mediaindkøb hos et mediabureau. Valget er faldet på MEC.

Selskabet har hidtil haft mere løse samarbejder med forskellige bureauer – herunder også MEC, så parterne kender hinanden.

Men i forbindelse med en intern proces, hvor man strukturerer indkøb mere stramt, har man valgt at samle alle mediaindkøb i koncernen hos kun et bureau.

“Men det bliver ikke kun et spørgsmål om booking. MEC kommer til at spille en mere central rolle som sparringpartner på vores mediavalg samt udviklingen og evalueringen af de kanaler, vi anvender. Det gælder f.eks. også sociale medier,” siger kommunikationsstrateg, Christian Bogh, NRGi.

Der er ikke sket nogen ændringer på reklamebureaufronten. Her samarbejder man med 727 på den overordnede kreative linje, men supplerer herudover med andre bureauer på mere specialiserede områder.

“Vi ser NRGi som en virksomhed med en yderst spændende profil og med en udfordrende vision, som vi ser frem til at være med til at udvikle og udføre,” siger Account Director Thomas Søby Eskildsen, MEC.

Bureauet var sammen med Markant på short-listen op til Advertising Effectiveness Award med arbejde for Fibernet, der på det tidspunkt havde NRGi som kunde. Den del er dog nu en del af Waoo og således ikke omfattet af aftalen mellem MEC og NRGi.