Trængt Aldi satser stort ved at hyre Danmarks mest vindende reklamebureau

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Med nyt leadbureau, nyt mediabureau og nyt PR-bureau lancerer Aldi den største kampagne nogensinde i Danmark. Ved hjælp af det mest prisvindende bureau har Aldi fået lavet et helt nyt kommunikationsunivers. Se den første film her, der kommer på tv i dag mandag.

Tyskejede Aldi har været på det danske marked siden 1977. Faktisk kom kæden til Danmark før Netto. Alligevel er Aldis markedsandel markant lavere, og trods mange forsøg er det aldrig lykkedes at indtage en mere solid position på markedet. Men det skal der gøres noget ved nu.

Derfor lancerer Aldi Danmark sin hidtil største marketingkampagne. Det sker i samarbejde med tre nye bureauer, der er kommet til i år.

Supermarkedskæden har hentet det mest prisvindende bureau de senere år ind som leadbureau, &Co. Det skete i januar i år og er en erstatning for Saatchi & Saatchi. Derudover har man valgt Dentsu X som mediabureau i marts som erstatning for Havas, mens Essencius blev valgt som PR-bureau i januar i stedet for Advice. Kampagnefilmen er produceret af New Land.

Det er blot anden gang i Aldis godt 44-årige liv i Danmark, at kæden lancerer et 360 graders reklameunivers med nye brandingfilm og et omfattende taktisk spor. 

Det nye univers skal øge indkøbsfrekvens og kurvstørrelse og levere kundegrundlaget for Aldis igangværende ekspansion fra 185 til 250 butikker i jagten på en større markedsandel. Markedsandelen ligger pt på omkring 3 pct.

”Det er ingen hemmelighed, at Aldi efter 44 år stadig opleves lidt fremmed, og for mange er Aldi slet ikke inde på lystavlen, når der skal købes ind. Derfor kommer de ikke ind og oplever forandringen i ’det nye Aldi’. Vi skal fange forbrugerne udenfor og byde dem ind ved at skabe en emotionel respons, som korresponderer med de funktionelle egenskaber, som Aldi står for; at man kan finde alt til hverdagen og spare både tid og penge, fordi vi har gjort det nemt at vælge,” siger marketing- og kommunikationsdirektør Karina Marott i en pressemeddelelse.

Hun fortsætter:

”Med det nye univers vil vi gerne vise, at vi forstår danskernes hverdag, og med glimt i øjet og kendte hits få paraderne ned hos hr. og fru Danmark. Vi er gået meget målrettet til værks og har udviklet og testet gennem længere tid. Universet er humoristisk, musikalsk og baseret på stærke hverdagsindsigter, som forbrugerne kan nikke genkendende til.”

Kom hjem med mere
Det nye univers er baseret på NoA Consultings positioneringsarbejde. Om den kreative platform siger Christian Grosen, client director og partner hos &Co.:

”Der skal arbejdes virkelig målrettet her, for hvad andre retailers har brugt 15 år på, skal Aldi nå på mindre end en håndfuld. Indsigt og forståelse er vigtig. Men kunsten er at få folk til at lytte. Folk hører efter, når de kan genkende sig selv, mærker at Aldi kan sproget og er en del af flokken. Paraderne sænkes, og så begynder danskerne at kunne lytte til, at Aldi er god kvalitet til lave priser. Til, at de kan komme hjem med mere, som er Aldis nye payoff.”

Universet kaldes ’Kom hjem med mere’, og man bruger kendte sange som fx Tom Jones’ ’Sex Bomb’ og Rednex’ ’Cotton-Eyed Joe’ til at dele indsigter om hverdagen.

”Sangene og teksterne giver os et unikt ’sprog’ til at tale om Aldi og den værdi, brandet skaber for kunderne,” siger Christian Grosen.

Reklameuniverset lanceres mandag den 16. august,  og kommer til at køre på tv, radio og digitale kanaler. Kampagnen følges op med nye film næste år. 

Aldi samarbejder i øvrigt også med 727, som gennem mange år har stået for at producere Aldis tilbudsaviser.