Medarbejdere køber et af Danmarks store digitalbureauer

Peter Engholm
25@mail.dk

Nordjyske Medier sælger digitalbureauet Combine til tre ledende medarbejdere. Medievirksomheden beholder reklamebureauet.

De 36 medarbejdere i Combine – digitalbureauet i Aalborg og Stilling – har fået nye ejere.

Nordjyske Medier har nemlig besluttet at sælge Combine for at styrke sit fokus på kerneforretningen; at drive medievirksomhed.

”Det er vores vurdering, at der ikke er nogen strategiske fordele for Nordjyske Medier ved at have Combine-aktiviteterne i koncernen, og de solgte forretningsområder indgår ikke i vores langsigtede planlægning,” siger Claus Falk, koncerndirektør i Nordjyske Medier.

Nordjyske Medier har ikke skullet kigge langt efter købere, for de er fundet på bureauet.

Combine er således solgt til tre ledende medarbejdere;

  • Jakob Norgaard Mortensen, der er ny adm. direktør hos Combine
  • Lars Bojer Kanstrup, der er kreativ direktør
  • Jeppe Bang-Jensen, der er produktionschef

Trioen, suppleret med en ekstern kapitalpartner, overtager Combines produkter og aktiviteter inden for e-handel, booking- og billetløsninger, web- og mobil samt wayfinding og digital signage.

”Det er med stor glæde og spænding, at vi har købt Combine. Vi er modnet som bureau og gået fra primært at være ordreproducerende til at have en stærk produktportefølje,” siger Jakob Norgaard Mortensen og tilføjer:

”Missionen er fortsat at gøre samspillet mellem mennesker og teknologi så enkelt og effektivt som muligt. Det er vores berettigelse og vores ledestjerne.”

Han og Jeppe Bang-Jensen er tidligere medstiftere af Netimage, som i 2013 blev købt af Nordjyske Medier. Nu får de igen foden under eget bord – og til februar også i egne lokaler.

Combine flytter til nye lokaler i Aalborg; 1100 kvm i centrum sammen med opstartsvirksomheder og samarbejdspartnere.

Nordjyske Medier vil også være en samarbejdspartner fremover (men flytter dog ikke med), og mediekoncernen vil fortsat være bureau-ejer: Forretningsområdet Advertising, altså reklamebureauet, indgår ikke i handlen. Her er der 24 medarbejdere.

Går man to år tilbage havde Combine over 100 medarbejdere, så det er en decimeret størrelse, som Nordjyske Medier nu sælger ud af.