Mediabroker insisterer på digital forandring, og en kontant konsekvens er, at afdelingerne for hhv. kontakt og digital nedlægges.
De er i stedet slået sammen i en ny afdeling under navnet Connected Response, opkaldt efter Mediabrokers tilgang til respons markedsføring.
Den nye afdeling skal ledes af Nicolai Mariegaard, som er håndplukket fra en lignende stilling hos Director. Han har fået titel af Chief Client Officer og med dén følger også det overordnede ansvar for udviklingen af Mediabrokers kunder.
Dertil er kommet en ny Business Director, som adm. direktør, Peter Ottesen, præsenterer her:
”Med udviklingen af blandt andet vores Digital DNA® er det naturligt, at vi ser på, hvordan vi bedst får kapitaliseret på vores digitale udvikling . Til dette formål har vi hentet en erfaren spiller med ind i teamet; Allan Andreasen. Han skal bygge bro til kommunikation for vores kunder og være en af de bærende kræfter i at skabe nye relationer til Mediabroker.”
Allan Andreasen har aktuelt været selvstændig konsulent, og før det stod han i spidsen for den transformation, som trykkeriet Cool Grays bureau var igennem fra tegnestue til egentligt bureau med integreret webafdeling. Derudover har han været CEO og partner på Resenbro+Partners og fastforward.
Både Nicolai Mariegaard og Allan Andreasen er allerede tiltrådt.
Mediabroker havde i øvrigt et fornuftigt år i 2015. Væksten var betydelig, men det smittede dog ikke af på bundlinjen.
Nøgletal for Mediabroker
- Bruttoavance 25,653 mio. kr. +21,4 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 1,222 mio. kr. +9,8 pct.
- Lønandel 41,8 (49,6)
- Resultat før skat +2,902 mio. kr. -7,9 pct.