Mediabureau ansætter ny kreativ direktør

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Mindshares kreative afdeling er vokset siden fusionen med Wasabi. Nu har man fundet afløseren for Mark Michael Müller, der er gået til Advice.

Mindshare har blandt mediabureauer skilt sig ud med en betydelig satsning på opbyggelsen af en kreativ afdeling. Det skete for halvandet år siden med opkøbet af Wasabi.

I slutningen af sidste år måtte man dog sige farvel til en af partnerne, kreativ direktør Mark Michael Müller, der lod sig friste af et job hos Advice.

Nu er afløseren fundet – og umiddelbart er han fundet i freelancernes rækker. Det drejer sig om Kenneth Kaadtmann – som dog har en solid bureaubaggrund med sig – senest hos AdPeople, som han forlod sidste forår.

”Mindshare er nu et fuldt integreret bureau med både kommunikation- og medieservices. Med Kenneths ansættelse får vi en kreativ direktør med masser af erfaring med både danske og internationale kampagner. Det har været vigtigt for os at finde en, der ikke alene havde et højt kreativt niveau, men som også blev tændt på idéen om at gøre tingene på en ny måde, i brede teams hvor mange kompetencer bringes i spil i de løsninger vi laver for vore kunder”, siger Martin Ove Rasmussen, Nordic CEO i Mindshare.

Han kun desuden fortælle, at kommunikationsafdelingen i Mindshare siden fusionen med Wasabi, er vokset fra 9 mand til nu 15 mand.

Ud over AdPpeople har Kenneth Kaadtmann en fortid hos Bark Copenhagen og Bergsøe2. Som freelance er han nok mest kendt for sit arbejde for PsykiatriFonden, der har skabt masser af overskrifter og debat i medierne.

”Jeg er glad og stolt over at skulle stå i spidsen for nogle virkelig dygtige kreative, og glæder mig til at arbejde med de mange spændende brands der ligger hos Mindshare,” siger Kenneth Kaadtmann.