Mediabureau får ny direktør

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Hearts & Science, der er en del af OMG, får ny direktør. Den hidtidige direktør skal til en hel anden branche, hvor topchefen er en tidligere OMD-profil.

Hearts & Science, der er en del af OMG, skifter direktør. Den nye direktør bliver Claus Andersen, der i forvejen er managing director for OMG’s kreative bureau DrumCPH.

Det er Jørgen Dueholm, der har været adm. direktør for Hearts & Science siden starten i 2018, der nu forlader OMG, som han har været ansat hos i 17 år. Han skal til online-modebutikken Bootz.com som director.

Jørgen Dueholm kommer over til en tidligere OMD-profil. Nemlig Herman Haraldsson, der var CEO for OMD Nordic i perioden 1997 til 2006 (før OMG blev etableret, red.).

Peter Gottfredsen, som er bestyrelsesformand i Hearts & Science, og øverste chef for Omnicom Media Group i Norden, siger om skiftet:

”Jørgen har været hos Omnicom Media Group i 17 år i mange forskellige roller, og i hele den periode har vi haft vækst hvert eneste år. Vi har meget at takke Jørgen for og vi vil savne ham, men vi ønsker ham alt muligt held og lykke med de nye udfordringer. Vi er heldige at have den perfekte afløser i form af Claus Andersen, som er den helt rigtige profil for Hearts & Science. Han har tidligere været strategisk direktør i OMD og administrerende direktør for PHD og senest har han stået bag den succesfulde etablering af DRUM i Danmark. Hans baggrund som sociolog og dybe forståelse for forbrugeradfærd vil give Hearts & Science det bedst tænkelige afsæt for bureauets ambition om at skabe engagerende og værdifulde relationer mellem forbrugere og brands.”