Mediabureauet Densou fusionerer med digitalbureauet Createch Garage med det formål at tilbyde et samlet, integreret bureau inden for data, aktivering og kreativitet.
Baggrunden for fusionen er, at corona-krisen har forstærket en øget digitalisering, som har ændret kundernes forventninger til media- og marketingbureauer, siger Anders Elley, som stiftede Densou i 2013 under navnet Densou Trading Desk.
“Corona har accelereret den digitale transformation. Virksomhederne har brug for partnere, der kan hjælpe med vækst gennem digitale aktiveringsspor. Vi tror på, at magien opstår når media, teknologi, kreativitet og analytics mødes, og det kalder på integrerede bureauer.”
Createch Garage blev stiftet i 2019 af Palle Diederichsen, som tidligere har været EMEA-direktør for GroupM-bureauet Mediacom Beyond Advertising.
“Da vi stifter Createch Garage i 2019 som bureau, har vi fra starten øjne på eksekveringen i spændet mellem kreativitet i det digitale rum og hurtigt at kunne skalere indsatsen. Vores mål fra dag ét var at bygge kampagner nedefra og op, så vi forener performance og branding. Det betyder, at kunderne allerede har databaseret bevis for effekten, når man skal skalere til større produktioner frem for at starte med en TVC, hvor man potentielt satser store dele af budgettet uden at vide, hvad ROI er,” siger Palle Diederichsen.
Han fortæller samtidig, at pudsigt nok var Densous logo at finde på et strategi-slide op til lanceringen af Createch Garage, fordi kombinationen af de to virksomheders kompetence-sæt ville være det nutidige og fremtidige svar på, hvad kunderne efterspørger hos deres bureaupartnere.
Udover Palle Diederichsen var Mads Piil og Esben Hjort også partnere i Createch Garage og de tre bliver partnere i det fusionerede bureau sammen med Anders Elley.
Createch kommer ind i fusionen med kunder som Saxo Bank, Ørsted, Lunar og e-boks, mens Densou bidrager med blandt andet Codan Forsikring, the Guardian og Semler Mobility.
Det nye navn bliver DCG (Densou Createch Garage). Densou og Createch Garage har begge til huse i Bredgade i København og bliver på begge de adresser, indtil man kan finde et fælles sted at sidde sammen. I alt får man godt 40 ansatte på kontorerne i København, Gdansk og Vilnius. I Vilnius arbejder ca. halvdelen af medarbejderne dog freelance.