Af Pia Osbæck pia@bureaubiz.dk

Christian Godske, som kommer fra en stilling som nordisk digital direktør på mediebureauet MediaCom, bliver ansat i en nyoprettet stilling som Head of Commercial Product Development.

TV 2 har lanceret målrettede og databerigede reklamer på TV 2 PLAY. Det medfører en nyoprettet stilling, hvor Christian Godske – der kommer fra et job som nordisk digital direktør på MediaCom – bliver chef for udviklingen af reklameprodukter i TV 2s kommercielle sølje.

Han tiltræder den 1. februar og får som Head of Commercial Product Development et ‘et meget strategisk vigtigt fokusområde på det tværgående udviklingsansvar i spændingsfeltet mellem reklamesalg og abonnements-tv, da fremtidens reklameprodukter vil gå på tværs af disse to indtægtsområder’, som TV 2 skriver i en pressemeddelelse.

Christian Godske kommer til at referere til TV 2s kommercielle direktør, Flemming Rasmussen, og han indtræder således i den kommercielle ledergruppe, som hidtil har bestået af salgsdirektør Peter Olafsson, salgsdirektør Stig Møller Christensen og chef for Kommercielle Partnerskaber, Jacob Fischer-Nielsen.

Flemming Rasmussen siger om ansættelsen:

“Vi ønsker på TV 2 at sætte en ny dagsorden på mediemarkedet med lanceringen af databerigede tv-reklamer, og vi ønsker at drive udviklingen for databerigede reklamekontakter på tværs af tv og vores digitale platforme. Målet er helt klart – vi vil med den nye form for tv-reklamer tilbyde reklamemarkedet det bedste fra to verdener; et produkt, som afvikles efter tv-mediets kvalitative præmisser, hvad angår udtryk og impact, men som styres efter det digitales mere målbare præmisser”.

Christian Godske har som nordisk digital direktør i mediebureauet MediaCom, hvor han – på nær en afstikker som mediedirektør i Carlsberg fra 2013-2015 – i otte år har haft ansvaret for bureauets digitale forretning.

Han siger selv om sit nye job:

“Digitale forretningsmodeller og nye digitale muligheder har præget min karriere i mange år, og med de ambitioner, som TV 2 har for fremtidens tv-reklame og for databeriget produktudvikling, får jeg en unik mulighed for at forene TV 2s store kompetence inden for tv-reklame med min erfaring omkring digital og databeriget reklame”.

Christian Godske fortsætter:

“Jeg glæder mig i sagens natur også til at være med til at sætte en ny branchestandard for tv-reklame i Danmark. Jeg tror personligt, at databeriget tv-reklame i første omgang kommer til at revolutionere hele den velkendte tv-reklame-oplevelse, men på længere sigt tror jeg, at databeriget tv-reklame vil flytte investeringerne i web-tv tilbage til tv-markedet på grund af kvaliteten af indhold og eksponering.”

 

 

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club