Mediaindex: Første fald på internettet siden 1998

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Så ramte krisen mediemarkedet. Oktober gav et fald på 16 pct. mens september gav et markant plus. Forskellen er dog statistisk begrundet. Nedturen var begyndt i september.

September og oktober er som nat og dag i DRRB’s Mediaindex. Eller dag og nat. Fra plus 20 pct. i september til minus 16 pct. i oktober.

En brat opvågning for mediemarkedet kan man sige. Men sådan ser adm. dir. Martin Rasmussen, Mindshare, det ikke.

“At september kunne give et plus skyldes en fasefoskydning i DRRB’s Mediaindex – formodentlig et spørgsmål om fakturerings-datoer – og derfor kommer oktober til at se værre ud. Der var absolut ingen udmeldinger i markedet, der kunne forklare fremgangen i september. Fakta er, at markedet er på vej ned, at afmatningen har stået på siden sommerferien, og at den vil fortsætte resten af året. Lige nu lyder År-til-dato på plus 2 pct., men det vil blive spist op i årets sidste to måneder, og vi skal være glade for at lande på status quo”, siger Martin Rasmussen.

Alle medier undtagen biografreklamen viser fald – d.v.s. også internettet. Og det er første gang siden 1998.

“Det er der to forklaringer på. sidste år var der valg, som gav en øget aktivitet. Men bannerannoncer er nu et massemedie lige som alle andre, og derfor bliver de også ramt lige som andre medier. Væksten på internettet skal findes helt andre steder end på banner-annoncering”, siger Martin Rasmussen.

Tv står til at blive hårdt ramt – også i det nye år. Også mere end dagbladene.

“Men det er naturligt, fordi tv kommer fra et helt andet niveau. Der er jo grænser for hvor meget mere, man kan skære på dagbladene uden at skære mediet helt væk”, siger Martin Rasmussen.

DRRB Mediaindex oktober (tallene i parentes er jan.-okt.)

  • Dagblade 93 (94)
  • Magasiner og ugeblade 98 (95)
  • Fagblade 93 (90)
  • Lokale og regionale ugeaviser 86 (84)
  • Tv 73 (97)
  • Radio 58 (90)
  • Biograf 164 (104)
  • Outdoor 81 (106)
  • Internet 99 (130)
  • Mediemarkedet i alt 84 (102)
  • Omsætning i kroner 538 mio. (4,288 mia.)