Mediawatch siger farvel til direktør og chefredaktør

Peter Engholm
25@mail.dk

JP/Politikens Hus ændrer organisationen for nichemedier, og det koster Mediawatchs adm. direktør og chefredaktør jobbet – vel at mærke oven på en markant forbedring.

JP/Politikens Hus samler MediaWatch og FinansWatch, således at erhvervsnicherne for hhv. mediebranchen og den finansielle sektor flytter sammen og får fælles ledelse.

Det sker efter, at FinansWatch har fremvist en særdeles positiv udvikling i indtjeningen siden lanceringen i december.

Så positivt gik det i lang tid ikke for MediaWatch, der i 2010 havde et underskud før skat på 2 mio. kr. Den samme post i 2009 viste et minus på 3,5 mio. kr. og i 2008 minus 3 mio. kr.

På dén baggrund har Ole Nørskov, adm. direktør og ansv. chefredaktør, leveret en markant forberdring, for MediaWatch nærmer sig – ifølge en pressemeddelelse fra JP/Politikens Hus – et positivt driftsresultat i indeværende år og forventes at give overskud til næste år.

Men i forbindelse med den organsitoriske sammenlægning af MediaWatch og FinansWatch stopper Ole Nørskov. Ny chefredaktør og direktør bliver Anders Heering, der hidtil har været chefredaktør for FinansWatch. Han får således begge sites under sig samt evt. kommende nichesites.

Det har ikke i dag været muligt at få en kommentar fra Jens Nicolaisen, der er bestyrelsesformand for de to selskaber og digital direktør på Jyllands-Posten. Men i dagens pressemeddelelse giver han den afgående direktør og chefredaktør følgende ord med på vejen:

“Ole Nørskov har med sin indsigt og entreprenørånd været en uvurderlig bidragyder i opbygningen af MediaWatch. Hans indsats har været imponerende.”

Udover at have været direktør- og redaktørkolleger så har Ole Nørskov og Anders Heering begge en fortid som journalist på Børsen MedieMarked.

Den fælles ledelse skulle gøre det muligt at udnytte synergierne på tværs, uden at disse er præciseret. Louise Reseke og Kasper Kronenberg fortsætter som redaktører for hhv. MediaWatch og FinansWatch.

MediaWatch vil i den nye konstruktion fortsat være fuldstændig redaktionelt uafhængig af sine ejere – med sin egen bestyrelse. JP/Politikens Hus ejer 60 pct. og A-pressen 40 pct.

FinansWatch er ejet 100 pct. af Portal Danmark, et datterselskab til JP/Politikens Hus.