Medieanalysefirma opruster på nordisk niveau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Retriever arbejder med medieovervågning og analyse og er i forvejen til stede i Danmark, Norge og Sverige. Nu tilføjes et land mere.

Retriever arbejder internationalt med medieovervågning og medieanalyse – men i Norden har man “kun” været til stede i Norge, Sverige og Danmark.

Der rådes der nu bod på med en åbning i Finland under navnet Retriever Suomi Oy. Det nye selskab er et joint venture mellem Retriever og det nationale finske nyhedsbureau STT.

Retriever vil dels levere medieløsninger til det finske marked gennem Retrievers digitale platform.

Men samtidig udvider Retriever sit medieanalysemiljø med finske analytikere i Helsinki. Det åbner op for en integreret nordisk løsning for alle Retrievers eksisterende kunder i Danmark, Norge og Sverige.

Retriever havde i Danmark i 2015 en solid fremgang i omsætningen – men kæmpede fortsat med at gøre forretningen rentabel. Underskuddet blev på knap 2 mio. kr. før skat mod et underskud i 2014 på godt 4 mio. kr.

Der udtrykkes en klar forventning om overskud i 2016.