Amerikanske og globale mediebudgetter har let ved at få betegnelsen stor, når de omtales i et lille medie som Bureaubiz.
Men nu er der et budget på vej i konkurrence, som selv det amerikanske branchemedie, AdAge, betegner som stort.
Der er tale om General Motors’ globale budget, der vurderes at være på mindst 3 mia. USD – eller pænt over 15 mia. kr.
GM opgjorde for året 2010 deres reklameomkostninger til 4,26 mia. USD – lig med omkring 22 mia. kr. Det er inklusive de kreative budgetter, og AdAge’s Datacenter estimerede for 2009 det globale mediaforbrug hos GM til 3,37 mia. USD.
67 pct. af budgettet bliver anvendt i Nordamerika.
GM karakteriserer det som en normal gennemgang af sine forretningsprocesser, og man vil bede flere globale mediaselskaber om bud på al forbrugerrettet mediaplanlægning og indkøb – lige fra traditionelle medier til digital, SEO og sociale medier.
Firmaet har overvejende brugt Starcom i USA, mens Carat har ansvaret for Europa og Universal McCann for Latinamerika. Indien og Kina er ikke med i konkurrencen.
I Danmark er GM placeret hos Vizeum, der er søsterselskab til Carat i Aegis Media.