Mediemarkedet slap helskindet fra oktober

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Godt nok lød faldet i DRRB’s Mediaindex på hele 14 pct.. Men oktober flyttede ikke på År-til-dato, der ligger til et fald på omkring 20 pct.

Oktober har været ventet med spænding, når det gælder DRRB’s Mediaindex. Sidste år var det den første måned, hvor finanskrisen holdt sit indtog med et fald på 16 pct.

Siden har der været markante fald og så sent som september lød det på 31 pct. Det fik følgende kommentar fra adm. dir. Michael Thim, IUM:

“Nedturen startede i oktober/november sidste år. Derfor bliver det udviklingen i disse måneder, der bliver spændende. Hvis vi oplever tilsvarende fald her som i september, så kan det være, at vi skal revidere forventningerne til hele året. Men lige nu tror jeg fortsat, at vi slutter på et niveau omkring minus 20 pct.”.

Nu er tallene for oktober så kommet, og de viser et fald på 14 pct. Sammenlagt er det lige med et fald på næsten 30 pct. i forhold til 2007, men alligevel kan man sige at mediemarkedet kommer helskindet ud af oktober.

For godt nok er 14 pct. meget, men det er ikke så stort at det for alvor rykker ved År-til-dato niveauet. Det ligger fortsat omkring de 19-20 pct., der er forventningen til hele året. Det skal dog tilføjes, at det fald i kroner og øre er lig med et tab på over 800 mio. kr.

DRRB’s Mediaindex, Oktober (tallene i parentes er År-til-dato)

  • Dagblade 82 (75)
  • Magasiner og ugeblade 62 (65)
  • Fagblade 66 (59)
  • Ugeaviser 73 (85)
  • Tv 84 (79)
  • Radio 80 (68)
  • Biograf 139 (117)
  • Outdoor 104 (85)
  • Internet 104 (105)
  • I alt 86 (81)