Medlemmer imod fusion af Huset Markedsføring og annoncørforeningen

Peter Engholm
25@mail.dk

Børsen placerer direktøren for dagbladsforeningen i front for en spirende utilfredshed med Huset Markedsførings planlagte overtagelse af Dansk Annoncørforening.

“Jeg kan ikke se, at de to foreninger kan fusionere uden at øve vold på sig selv”.

Så kontant er Ebbe Dal, adm. direktør i Danske Dagblades Forening, vedrørende den planlagte indlemmelse af annocørforeningen i Huset Markedsføring.

Det sker i Børsen MedieMarked i dag, hvor Ebbe Dal, der også er medlem af repræsentantskabet for Huset Markedsføring fremhæver, at man ifølge vedtægterne skal være uafhængig af særinteresser, mens annoncørforeningen skal fremme interesserne for en afgrænset gruppe.

Ebbe Dals kritik finder også støtte blandt mediabureauerne, som rejser børster over for annoncørforeningens samarbejde med auditeringsfirmaet Media Path/Billetts, “der lever af at presse os”, som en anonym bureaudirektør siger til Børsen MedieMarked.

Til Bureaubiz sagde annoncørforeningens direktør, Otto B. Christiansen, i oktober, at sagen om Media Path/Billetts næppe vil være den sidste knast, der skal slibes ned i forbindelse med en sammenlægning – men opfordrede samtidig både annoncører og media- og reklamebureauer til at fokusere på de 95 pct., man er enige om, og ikke de 5 pct., man er uenige om.

De to partnere-in-spe har endnu ikke indkaldt til de ekstraordinære generalforsamlinger, der skal godkende fusionen, men adm. direktør i Huset Markedsføring, Thomas Ladefoged, er ifølge avisen fortrøstningsfuld:

“Vi er ikke så dumme, at vi lægger et forslag frem, som bliver stemt ned.”