Mega-trenden i Cannes handler om at styrke kvinder

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Cannes 2015: Tirsdag aften gik hele tre Grand Prix’er til brands, der styrker kvinder. Det er en massiv bevægelse, der kan være nødvendig at beskrive – al den stund, at Danmark endnu er uberørt. Se Grand Prix’erne her.

Ud af 5 uddelte Grand Prix’er ved Cannes Lions tirsdag aften gik de 3 til kvindekampen. Så skulle trenden være tilstrækkeligt udtalt.

Den nye Glass Lion understreger dette: En kategori indført for at hylde arbejde, der gør effektivt op mod køns-stereotyper og stirrer fordomme og ulighed lige i øjnene.

Her gik Grand Prix’en til BBDO India med Touch The Pickle for Procter & Gambles menstruationsbind Whisper. Kampagnen gør op med – og latterliggør – de mange ting, som kvinder ifølge fordommene ikke må gøre, når de menstruerer.

PR Grand Prix’en gik til den allerede stærkt kendte og anerkendte #LikeAGirl fra endnu et Procter & Gamble-brand; Always. Udført af MSLGroup New York og Leo Burnett Toronto.

I Media Lions fik Vodafone – bistået af Y&R og Mindshare Istanbul – en Grand Prix for sin Red Light-app. Hustrumishandling i Tyrkiet er et tabu – vel at mærke for kvinder, der må søge hjælp uden for hjemmet.

App’en blev camoufleret og promoveret på mandeundvigende vis – og når den blev aktiveret (ved at ryste mobilen), gik der besked ud til tre udvalgte personer i kvindens netværk. Over 250.000 kvinder – svarende til hver 4. kvinde i Tyrkiet med en smartphone – downloadede appen, der har været i brug over 100.000 gange.

”Kvinders selvværd og empowering af kvinder er en mega-trend i Cannes. Ikke kun som Grand Prix’er ved uddelingerne om aftenen, men også på seminarerne om dagen,” siger Hanne Feldthus, kommunikationsrådgiver og forfatter.

Hun tilføjer:

”Avons globale marketingdirektør fortalte, at med den nuværende udvikling går der 80 år, før kvinder er ligestillede med mænd. Og dét er motoren hos mange; så længe vil de ikke vente.”

Trenden har været i gang igennem nogle år, med den ikoniske brandbuilding omkring Dove – men udbredelsen og styrken er indtil videre størst i de engelsk-talende lande.

”Den er en trend med anglo-amerikansk udspring. At bringe kvinders talent i spil giver god forretningsmæssig mening, for det kommer ikke kun kvinderne, men hele samfundet til gavn. Derfor ser vi også en række female-brands, der har en empowerment-vinkel på deres purposemarketing,” siger Hanne Feldthus.

Hun tilføjer konstaterende om kvinde-trenden:

”Den er ikke kommet helt til det europæiske kontinent endnu – og den mangler helt at komme til Danmark.”

PR Lions – Grand Prix: #LikeAGirl

Media Lions – Grand Prix: Vodafone Red Light Application

Glass Lions – Grand Prix: Touch The Pickle (eksempel fra kampagnen)