Mensch bag Dansk Erhvervs kampagne

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Med en sort/hvid film og hænder som kreativt greb, har Mensch skabt en kampagne for Dansk Erhverv, der er en appel til samarbejde og til at vise handlekraft.

I mandags startede Dansk Erhverv udrulningen af kampagnen Brug handlekraften, Danmark.

Kampagnen udrulles i første omgang organisk med direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen på Twitter og LinkedIn, og senere vil godt 70 medarbejdere i Dansk Erhverv stå som afsendere på budskaber og indhold fra kampagnen.

Bag kampagnen står Mensch, som er valgt ud fra deres samfundsindsigt, siger Christoffer Lehmann, der er konsulent for kampagne & politik i Dansk Erhverv:

”Vi har valgt Mensch, fordi de er i stand til at se en problemstilling i et samfundsmæssigt perspektiv. De evner at kombinere høj kreativitet og dyb samfundsindsigt med den politiske virkelighed. Og de udfordrer os på vores sprog, billeder og budskaber. Og det er netop der vi ønsker at forbedre os.”

Adm. direktør i Mensch, Christina Tønnesen ønsker ikke at dele de strategiske overvejelser i detaljer, men siger om budskabet i kampagnen: 

“Interesseorganisationer skal i sagens natur promovere deres medlemmers interesser. Men de mest moderne interesseorganisationer har for længst indset, at de fleste problemer ikke kan løses alene. De skal løses sammen med andre. For sammenhold er det stærkeste hold en nation kan stille med. Kampagnen er derfor en appel til samarbejde og til at vise handlekraft. Nu. Dansk Erhverv repræsenterer medlemmer der kan gøre forhindringer til forretninger, og kampagnen opfordrer dybest set resten af samfundet til at gøre brug af denne evne, så vi kan forløse det enorme potentiale, der hedder Danmark.”

Det at styrke erhvervslivets stemme i samfundsdebatten har altså været en af tankerne bag kampagnen, og det er rigtigt set, skrev politisk kommentator i Berlingske, Thomas Larsen forleden:

”De (Dansk Erhverv, red.) lancerer ikke en erhvervslivet-imod-samfundet-kampagne. Tværtimod er kampagnen bygget på det faktum, at der er brug for et tæt samspil. Eller som administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, formulerede det i lørdagens udgave af Berlingske Business: »Forudsætningen for, at vi kan have et godt uddannelsessystem, et godt sundhedssystem og et godt system for de ældre er, at vi har et erhvervsliv, som har de bedst mulige vilkår.”

Se den ene kampagnenfilm her:

Om det kreative udtryk, siger Christina Tønnesen:

“Vi har oversat handlekraft til et visuelt og symbolsk udtryk, hvor hænderne er omdrejningspunktet. Reklameblokken i Tv2 News er en lille smule overbefolket med glade kontorfolk, der giver hinanden high five på vej mod en bedre verden. Alt respekt for det, men vi havde en ambition om at lave noget lidt andet.”

Kampagnen er delt i tre faser:

Første faste, hvor Dansk Erhvervsliv med den nye kernefortælling rækker hånden ud: ”Vi ønsker dialog og debat om, hvad vi skal leve af i fremtiden. Vi ønsker et opgør med ’dem og os’. Vi tror på, at sammenhold er det stærkeste hold, en nation kan stille med,” siger Christoffer Lehmann.

Anden fase, hvor Dansk Erhverv sætter skarpere fokus på fire samfundsudfordringer, der vil ”vende op og ned på verdensordenen – og på det danske samfund, som vi kender det”. De fire udfordringer er: Recession i kølvandet på corona. En ny verdensorden. Velfærd under pres af   demografiske forskydninger og Klimakrise.

Og endelig fase tre, hvor Dansk Erhverv med et koncentreret fokus på fire dagsordener peger på løsninger på samfundsudfordringerne.

Efter den organiske udrulning kampagnen køre på TV 2 News, TV 2 Play, display, search og på print i business-sektioner i JP, Berlingske og i Børsen. De to kampagnefilm er produceret af Stevan Treshow Film.

Målgruppen for kampagnen er politikere, beslutningstagere, professionelle, der arbejder i og omkring Slotsholmen, meningsdannere og medlemmer af Dansk Erhverv.