Da Jacob Johansen efter 10 år i den kinesiske bureaubranche vendte hjem til Danmark, valgte han Mensch som sin fremtidige arbejdsplads.
Her har han allerede foldet sit kendskab til Kina ud på mindst en kunde – og nu kan bureauet så fortælle om en mere.
Det danske modebrand, Edith & Ella vil indtage det kinesiske marked og for at opfylde den ambition har man indgået et samarbejde med Mensch.
“Vi anerkendte først og fremmest, at vi ikke vidste ret meget og havde brug for en dygtig sparringspartner, der både forstår det kinesiske marked og ved, hvordan man bygger internationale brands,” siger Line Markvartsen, der er ejer og designeren bag brandet.
Resultatet af samarbejdet er blevet en gennemarbejdet positionering, der skal differentiere Edith & Ella fra den skov af internationale brands, der også vil have en del af kagen.
“Vi har rådet Edith & Ella til at fokusere på en meget koncentreret målgruppe. Mange ender med at skyde alt, alt for bredt i Kina på grund af manglende forståelse for segmenterne, og derfor ender flere med ikke rigtigt at være noget for nogen. Edith & Ella var fra begyndelsen lydhøre over for at turde have en klar position, også selv om det helt sikkert vil skræmme nogle væk,” siger Jacob Johansen.
I Kina vil Edith & Ella således positionere sig over for stærke, selvstændige kvinder med gode jobs, der søger en ny individualisme og gerne vil stå frem med holdninger til verden.
Det er sjældent set i Kina og giver derfor Edith & Ella en skarp, klar profil allerede fra starten, konstateres det i en pressemeddelelse.