Lundbeckfonden uddeler hvert år verdens største hjerneforskningspris, The Brain Prize – en pris på 10 millioner kroner til banebrydende forskningsprojekter i hjernen.
Uden for forskningskredse er prisen dog næppe kendt af det brede flertal. Det skal en ny kampagne lave om på. Målet er, at prisen skal skabe stolthed blandt danskerne og sætte fokus på forskning i hjernen.
Reklamekampagnen er lavet af Mensch, og kommer til at køre frem mod afsløringen af vinderen, der kåres 4. marts ved en online-begivenhed på Lundbeckfondens hjemmeside. Kampagnen kommer til at køre på TV2News, i alle større dagblade, på sociale medier og udvalgte udendørs reklamepladser, som fx. ved Lyngbyvejen i København.
Hjerneforskning er hjerteblod
CEO i Lundbeckfonden, Lene Skole, siger i en pressemeddelelse, at The Brain Prize og kampagnen ikke bare er “et reklamestunt”, men “hjerteblod for Lundbeckfonden”, og at Lundbeckfonden “ønsker at dele vores stolthed over, at verdens største pris for hjerneforskning er dansk.” Hun fortsætter:
“Med prisen hylder vi de forskere, der har dedikeret deres karriere til hjernen. Det er deres passion og dedikation, der giver os andre et dybere kendskab til hjernens mysterier og som i sidste ende vil føre til bedre behandlinger af sygdomme, som i dag hverken kan behandles eller kureres.”
Med The Brain Prize forsøger Lundbeckfonden at skabe opmærksomhed om, hvor vigtig hjernen er, hvor vigtigt det er at passe på den, og hvor vigtigt det er at skabe mere viden om den. Hvert år uddeler Lundbeckfonden 500 mio. kr. til sundhedsvidenskabelig forskning på danske universiteter, hvoraf størstedelen er målrettet forskning i hjernen og hjernerelaterede områder.