Mensch vinder nordisk branding med nyudviklet publicerings-værktøj

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det blev konsortiet med Mensch som deltager, der vandt opgaven at bygge en ny branding-platform til de nordiske lande.

Flotte billeder er et ganske normalt syn, når man taler om turist-markedsføring – eller place-branding. Men Nordisk Ministerråd vil noget andet og mere i det branding-projekt, hvor man netop har afgjort udbuddet til en værdi af 4,5 mio. kr.

Derfor spiller et nyt publicerings-værktøj en væsentlig rolle i afgørelsen.

Vinderen blev det konsortium, hvor Mensch er gået sammen med Area9, Ole Lund Creative og BIG Architects.

Vinderprojektets koncept, ”Traces of North”, bygger på en idé om at kuratere nordiske ’fortællinger’ verden over, faciliteret af en ny, sofistikeret teknologi – et publiceringsværktøj, der kan sikre deling og spredning af nordiske ’spor’, såsom events, projekter, steder mm., rundt omkring i verden – eksisterende så vel som fremtidige.

“Den mere traditionelle place branding med de flotte billeder håndterer de forskellige parter så glimrende allerede, og derfor har opgaven handlet om at bygge noget oven på, der kan bidrage til at vise et mere facetteret billede af, hvem vi er i Norden,” siger adm. dir. Christina Tønnesen, Mensch, og fortsætter:

“Det er endnu for tidligt, at gå i detaljer, men jeg kan sige så meget, at det er en nyudviklet ide, der bygger videre på de platforme, som Area9 har udviklet og haft succes med.”

Christina Tønnesen fremhæver konsortiets bredde, hvor man både har den teknologiske kompetence, den brandingmæssige samt dem, der kan kigge ud fra Norden og dem der kan kigge på Norden udefra.

F.eks. holder Ole Lund Creative til i New York.

Christina Tønnesen fremhæver her også Bjarke Ingels.

“Han er en, der allerede i høj grad har arbejdet med at bringe nordiske værdier ud i verden – han har hands-on erfaringer og er således en meget inspirerende person at have med i denne proces,” siger Christina Tønnesen og fortæller, at parterne i konsortiet har fundet sammen, fordi de kender hinanden godt i forvejen.

“Vi har længe gerne villet lave noget sammen, og her var så muligheden,” siger Christina Tønnesen.

Budgettet på 4,5 mio. kr. går langt overvejende til udvikling af værktøjer, som aktører i Norden og rundt om i verden kan bruge til markedsføring, og der er således tale om en ganske god bureauordre.

Mensch-konsortiet var oppe mod fire andre i konkurrencen:

  • We Are North (Lead Agency, e-Types, MediaCom, Co Comms, 1508, Gullers Grupp og PR-operatørerne)
  • Perfect Fools/hasan & partners
  • Prime Public Relations
  • Brooklyn Brothers & Íslenska

“Vi har haft et meget interessant felt af prækvalificerede bureauer, som har fremsat forslag af meget høj kvalitet. Vi har ikke mindst lagt vægt på, at vinderprojektets idé fremstår ambitiøs og dagsordensættende. Vores valg af vinder harmonerer med de nordiske værdier og ønsker til innovation og nytænkning. Holdet har desuden det kreative og tværfaglige talent, der skal til for at sætte designprocesser og aktivering i spil internationalt,” siger Generalsekretær Dagfinn Høybråten fra Nordisk Ministerråd, og fortsætter:

“Der er stor interesse omkring Norden i hele verden. Med profileringsprojektet og det nye statsministerinitiativ ”Nordiske løsninger på globale samfundsudfordringer” ønsker vi at sætte nordiske idéer og løsninger i spil i en global kontekst.”