Mere Clio-hæder til Walken: Denne gang guld

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

I maj fik Made From Cool en Grand Prix ved Clio Image. I går blev det til 1 guld og 2 bronze til filmene ved den klassiske Clio Awards.

Der er fortsat brændstof på &Co og Bacons award-mejetærsker: Jack & Jones-filmene Made From Cool med Christopher Walken vandt således 1 guld og 2 bronze ved Clio Awards sent mandag dansk tid.

Kampagnen har vundet løver, guld, Grand Prize og Grand Prix’er – og sidstnævnte var netop, hvad Made From Cool høstede ved den fashion-orienterede udgave af Clio for fire måneder siden; Clio Image. Om gårsdagens pris – der kan ses her – siger Thomas Hoffmann, kreativ direktør hos &Co:

”Clio Awards er den klassiske pris – det er dén, de har stående på hylderne i Mad Men. Man ved, at det er et større og bredere show, når Jerry Seinfeld og Whoppi Goldberg kommer på scenen.”

Det er 11 måneder siden, at kampagnen vandt sin første pris – er glæden fortsat stor?

”Ja, for fanden. Det er jo derfor, vi sender ind: Med håbet om at vinde – og med glæden, hvis det sker,” siger Thomas Hoffmann.

Priserne overrækkes ved et show den 1. oktober i forbindelse med Advertising Week i New York.

Blandt de 15 guld-vindere i Clio Awards’ film-kategori ses The Epic Split fra Volvo Trucks, Misunderstood fra Apple og Christmas (Sorry I Spent It On Myself) fra Harvey Nichols – inddelt i underkategorier efter deres længde.

Christopher Walken-filmene er også indsendt til den hjemlige True Award, der afholdes den 24. oktober, og til London International Awards, der uddeles den 3. november.