Metro-selskabet vælger digitalt bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bl.a. hjemmesiden skal revitaliseres, og den opgave har fire bureauer dystet om.

Anlægsarbejdet er enormt – det kan man forvisse sig om mange steder i byen. Men Metroselskabet skal også tænke på sin digitale tilstedeværelse, og derfor har man gennemført en pitch med deltagelse af fire bureauer.

Vinderen er nu udpeget, og det blev DIS/Play. De kommer blandt meget andet til at skulle løfte opgaven med at revitalisere hjemmesiden.

”Kontrakten løber – i første omgang – over to år, så der bliver god mulighed for at udtænke og udvikle nogle større og mere omfangsrige tiltag. Sammen. Og det glæder vi os helt enormt til. Det er jo en kæmpe gave at få lov at være en lille bitte smule med i det kæmpestore anlægsprojekt, som kommer til at præge København i århundreder frem,” siger Thomas Sofienberg, digital director hos DIS/Play.