Michael Kristiansen siger farvel til Hjaltelin Stahl

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

PR-bureauet Kristiansen+Partners flytter i stedet sammen med analysehuset Damvad.

Hjaltelin Stahl vokser og har brug for mere plads. Samtidig vil PR-bureauet Kristiansen+Partners gerne prøve en anden konstellation af, og på det grundlag var det naturligt at flytte.

Ny bofælle for bureauet bliver analysehuset Damvad, og derved åbnes der for at kombinere strategisk kommunikation og samfundsøkonomiske analyser.

”En væsentlig og afgørende del af godt Public Affairs og strategisk rådgivningsarbejde er et solidt, kvalificeret og valideret data og fakta grundlag. Ved at bo og samarbejde med Damvad kan vi integrere disse aspekter til fordel for vores kunder og forhåbentlig blive både klogere og skarpere hver især,” siger adm. dir. Michael Kristiansen.

Den nye adresse bliver Nyropsgade 37, hvor de to firmaer deler 5. og 6. salen..

”I Damvad er vi rigtig gode til at skabe evidens, der er med til at danne grundlag for politiske beslutninger. Ved at have Kristiansen+Partners under samme tag kan vi i endnu større udstrækning tilbyde kunder rådgivning om, hvordan vores tal kan skaffe politisk indflydelse,” siger adm. dir. for Damvad-gruppen, Kristian Mørk Puggaard.