Michael Paterson: Jeg bliver skuffet hvis ikke Recommended kommer på Top 3

Peter Engholm
25@mail.dk

Hvad vil en af Danmarks mest vindende kreative på et af Danmarks mindst vindende bureauer? Det samme som hidtil: Lave ting, der er værd at tale om.

Det vakte betydelig opsigt, da halvdelen af Uncles administrative og kreative ledelse i begyndelsen af året forlod bureauet til fordel for Recommended.

Med-adm. direktør Mogens Kristensens farvel var måske ikke så helt så overraskende, al den stund, at han to år forinden havde stået på Recommendeds dørtrin med et partnerskab i hånden – nu tiltrådte han for alvor, om man vil.

Større overraskelse lå der nok i Michael Patersons job-hop. En af Danmarks mest vindende kreative – på et af Danmarks mest kreativt profilerede bureauer – skiftede til Bilka-bureauet Recommended. Ganske vist som kreativ direktør på Danmarks største reklamebureau, men Recommended er blot nr. 53 på Bureaubiz’ liste over De mest prisvindende bureauer herhjemme.

Nu gør Michael Paterson status efter godt et halvt år på det nye bureau – og kigger samtidig tilbage på det gamle bureau.

“Uncle har kreativt set haft to faser de senere år: Første fase med den gamle garde f.eks. Ulrik Juul og Thomas Falkenberg, anden fase var med en masse nye, uprøvede kræfter – men vi blev Årets Bureau i begge tilfælde, i hhv. 2008 og 2010. Uncle er en lille hotshop, hvor priserne har givet et ekstra drive. Men der manglede muskler, hvis kampagnen skulle bredes ud – så skulle vi lige finde f.eks. det digitale, for vi var jo små,” siger Michael Paterson.

At det digitale er naturligt til stede hos Recommended, understreges af, at snakken med Paterson finder sted hos Recommended Cph, som deler (stort) lokale med Zupa på Østerbro i København.

Du og Mogens Kristensen tog af sted samtidig – var det et parløb?

“Det flaskede sig sådan. Mogens er adm. direktør – og forbandet god til det strategiske. Når man starter som kreativ, vil man bare give den gas. Men på et tidspunkt giver det mening, at det sker på fundamentet af god strategi. Derudover kender jeg Ulrik Juul fra hans hans tid på Uncle, hvor vi arbejdede sammen om bl.a. OK benzin, Fleggaard og Peugeot ,” siger Michael Paterson.

Og nu fortsætter samarbejdet, for Michael Paterson har sammen med kreativ direktør Ulrik Juul ansvaret for udviklingen af Recommendeds kreative profil.

Og hvordan er Recommendeds kreative profil så lige …?

“Her er dygtige kreative, overraskende dygtige. Jeg har selvfølgelig vidst, at de var der, men jeg kendte dem ikke, før jeg trådte ind ad døren. Man kan sige, at de er ret gode til at holde på en hemmelighed – og se det som et tegn på, at de har det godt. Men der er også eksempler på opgaver, der ganske vist er fulgt til dørs – men ikke ført videre,” siger Michael Paterson.

Hvordan skal jeg opfatte dét…?

“At Recommended i visse tilfælde har løst opgaven godt – og dét var det. Jeg vil hellere fremhæve de kampagner fra bureauet – f.eks. Søstrene Grene og Forsvaret – hvor den primære opgave blev løst, og at man derfra gik videre med events, ambient- og PR-drevne ideer. Hvor man gav den 120 pct. i stedet for 100 pct. Og som jo også resulterede i shortlister til Creative Circle,” siger Michael Paterson.

Han vil gerne gøre andre mere opmærksomme på, hvad Recommended kan og gør. For denne opmærksomhed kan skubbe på i den kreative proces.

“Recommended har forudsætningerne for at lave fede ting, så vi rykker sammen med kunderne. Kreativitet er historier, der skal fortælles. Og det er ideer og dét at lave noget for – og sammen med – en kunde. En sidegevinst kan være en award, men den er aldrig selve tilgangen til et arbejde. Som produceren Jan P hos M2 Film siger: “Jeg vil ikke lave en film, hvis ikke jeg er overbevist om, at der bliver talt om den”. Og sådan har jeg det med kreativitet: Det skal være værd at tale om. Jeg vil arbejde på et niveau, der er værd at belønne,” siger Michael Paterson.

Han fremhæver to priser, der på flere måder repræsenterer hver sin ende af skalaen: Advertising Effectiveness Award og Creative Circle Award.

“Jeg fornemmer, at Recommended vil noget – at gøre sig yderligere bemærket på image og kreativitet. Og jeg vil da sige, at jeg bliver skuffet, hvis ikke Recommended kommer i Top3 målt på kreativitet,” siger Michael Paterson.

Når han skal fremhæve eksempler på netop kreativitet, så dukker prisvindere op: Gorillaen fra Cadburys, ROM-chokoladen fra Rumænien og Gul Kampagne fra Danske Bank, der sidenhen er blevet kunde hos Recommended.

“Det er strategiske arbejder, der bliver til kreativitet. Ikke bare en sjov annonce og en hurtig event. Og egentlig er de tre eksempler ikke “rigtig kreativitet”, men jeg kan lide det. Det er på én gang tosset og godt tænkt. Man er gået all in og har f.eks. med ROM gjort det vedkommende,” siger Michael Paterson.

I forrige uge kom det frem, at Recommended havde øget partnerkredsen med fire personer; Rune Gitz-Johansen, Mads Mikkelsen, Jesper Thomsen og Martin Ahler. Derudover nævner Recommendeds storaktionær, Jørgen Jønsson, en “hemmelig liste” på seks partnerkandidater.

Om Michael Paterson er én af dem, ved han ikke – og han er umiddelbart ikke synderligt nysgerrig.

“Partnerskab var ikke en del af jobsamtalen. Jeg kunne godt se mig selv som en del af noget større en dag, men det er ikke mit drive her og nu. Jeg laver det, jeg allerhelst vil lave – og får tilmed sat lidt penge ind på kontoen. Og medvirkende til, at jeg sagde ja til Recommended, var Gnomerne – bureauets talentskole. Jeg har haft ansvar for den jyske del af Kreativ Basis, og det er fedt at være med til at udvikle talenter. Der er masser af ideer i branchen, men der kan til tider være langt fra snak til handling – og få ideerne udført. Dét er endnu en grund til at være glad for Gnomerne,” siger Michael Paterson.