Michael Raffnsøe vil konkurrere med McDonalds

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Huset Markedsførings direktør er sammen med sin kone, der er direktør i Neye, aktive investorer i etableringen af en svensk burgerkæde i Danmark.

Sammen med sin kone, Camilla Raffnsøe, der er direktør i Neye-Fonden, og Jesper Panduro, der har en fortid hos Panduro Hobby, har Michael Raffnsøe stiftet selskabet We Love Burgers A/S, der som franchise skal drive den svenske burgerkædes, Max Burgerrestauranters indtog i Danmark.

Michael og Camilla Raffnsøe har begge opdateret deres Linkedin-profil med, at de er partnere og bestyrelsesmedlemmer i selskabet og må således siges, at være aktive investorer. 

Den første Max Burgerrestaurant åbner til marts på Gammeltorv i København.

Ifølge ejeren af den svenske kæde, Richard Bergfors, er det planen, at der skal åbne op til 30-40 Max-restauranter i Danmark – alle med We Love Burgers som ejere.

Max Burger proklamerede allerede for fem år siden, at de ville ind på det danske marked, men ifølge Richard Bergfors, har de hidtil ikke kunnet finde den rigtige samarbejdspartner.’

I Sverige er Max Burgerrestauranter den næststørste burgerkæde med 90 restauranter og i Norge er der indtil videre et par stykker.

Max Burger mener, at de distancerer sig fra f.eks. McDonald’s og Burger King ved at have sunde alternativer. F.eks. kan man i Sverige få en menu, der er nøglehulsmærket.

Ifølge Jesper Panduro, der bliver adm.dir. og  daglig leder af den danske Max-division, er det også meningen, at man i Danmark vil tilbyde et nøglehulsmærket alternativ.