Michala Svane stopper i Tivoli

Emil Malte Simonsen
emil.s@bureaubiz.dk

Hun blev i 2020 kåret som årets CMO. Men efter godt seks år med hovedansvaret for Tivolis marketingaktiviteter, har Michala Svane valgt at stoppe i Tivoli.

Michala Svane har stået bag den digitale transformation af verdens næstældste forlystelsespark, Tivoli, og har været med til at levere de bedste resultater i den 178 år gamle virksomhed. Marketingindsatsen for Tivoli har blandt andet indkasseret hende prisen som årets CMO i 2020 – og nomineringer i både 2019 og 2021.

Men efter seks år med Tivolis marketingbudgetter har Michala Svane valgt at stoppe næste år i februar. Det skriver hun i et opslag på LinkedIn,  I opslaget kalder hun det et privilegie og en ære “at bidrage til at skrive et par kapitler i Havens 178-årige liv”, og fortsætter: 

“Nu glæder jeg mig til at finde nye spændende udfordringer, hvor jeg kan bruge mine kompetencer til at skabe vækst og digital transformation sammen med gode og ambitiøse mennesker – hvor ved jeg ikke endnu, så kære netværk – jeg håber, at I vil have mig i tankerne, hvis muligheden byder sig.”

Om baggrunden for at stoppe skriver hun i et mailsvar til Bureaubiz: 

“Jeg har været i Tivoli i snart 6 år og har gennemført flere store projekter (fx omlæggelse af det traditionelle Tivolikort til digitalt abonnement og loyalitetsprogram), lagt en succesfuld kommerciel strategi og været med til at navigere Tivoli igennem de sidste års store udfordringer. Nu har jeg lyst til at fortsætte min udvikling og karriere et nyt sted, hvor jeg kan sætte mine kompetencer i spil og skabe nye resultater.”

Hun blev ansat som marketing director i 2016, og blev i 2017 forfremmet til vice president sales & marketing. I 2019 blev hun en del af Tivolis direktion, fik ‘senior’ tilføjet til titlen og fik ved samme lejlighed det overordnede ledelsesansvar for 140 medarbejdere.

Michala Svane er desuden juryformand for Danish Digital Awards, og har været det siden 2016.

Tidligere har hun været marketing- og kommunikationschef for HK Danmark, kommunikationschef i PenSam og e-marketing manager hos Danica Pension.