Microsoft sender relanceret MSN på gaden

FiG

En betaversion er nu tilgængelig. Det relancerede MSN har samarbejdsaftaler med store medier – som f.eks. Berlingske Media.

Microsoft har indgået samarbejdsaftaler med store medier i forbindelse med relanceringen af MSN, som netop er gjort offentligt tilgængelig i en betaversion.

I Danmark gælder det blandt andet Berlingske Media, Ritzau, Metroxpress og Gaffa, mens der på verdensplan er tale om New York Times og Motor Trend fra USA, Yomuri og Asahi fra Japan, The Guardian og The Telegraph fra Storbritannien, Le Figaro og Le Monde fra Frankrig samt en lang række andre medier verden over.

Det nye MSN er designet til en ”mobile first, cloud first”-verden, hvor brugeren er på farten og information skal kunne tilgås, uanset hvor man befinder sig, eller hvilken enhed man bruger. Ambitionen er, at kombinationen af det redaktionelle indhold fra medier med Microsofts personaliserede værktøjer og tjenester vil gøre det nye MSN til noget unikt.

”Omdrejningspunktet for MSN er indhold, men centralt i Microsofts DNA ligger en ambition om at gøre mennesker i stand til at realisere deres fulde potentiale. Det nye MSN kombinerer det hele. Her får brugeren indhold fra respekterede medier verden over kombineret med en storartet brugeroplevelse og ekstremt brugbare tjenester”, siger Executive Producer for MSN hos Microsoft, Trine Aarup Ahrensberg og fortsætter;

”For at kunne give brugerne en oplevelse af denne her kaliber har vi skabt en helt ny platform, som gør det muligt at lade brugernes tilpasninger og valg følge dem uanset hvilke enheder, de tilgår MSN fra. Det skaber en større og mere samlet brugeroplevelse.”

En betaversion af den nye indholdsoplevelse er tilgængelig på nettet fra i dag (se den her), og vil snarest være tilgængelig som app til de store platforme Windows, iOS og Android.

Ud over nyhedsindholdet gør MSN det muligt at integrere nogle af hverdagens gøremål direkte i tjenesten.

”For annoncørerne betyder lanceringen af det nye MSN, at de gennem platformen kan nå et lokalt publikum i et personligt miljø fyldt med indhold fra de bedste af de bedste. Det nye MSN er en platform til historiefortælling på tværs af enheder”, siger Carina Gjerløv, chef for Microsoft Advertising.