Midt Marketings næstsidste direktør sikrer Scanad nye kunder

Peter Engholm
25@mail.dk

Anders Stampe kom fra kundesiden og fik en kort og hektisk tid som direktør for Midt Marketing. Nu fortsætter han ad bureauvejen – som ny kontaktdirektør hos Scanad i Århus.

Det var et stort spring for Anders Stampe, da han skiftede fra kundeside – som salgsdirektør i tekstilvirksomheden J.Zartow og før det som salg- og marketingchef for JBS – til reklamebranchen.

I et halvt år var han kontaktchef hos Midt Marketing i Herning, før han tiltrådte som adm. direktør for bureauet.

“Det er vel en ultimativ svendeprøve at overtage ledelsen af et bureau på dette tidspunkt. Det er lidt som at starte helt fra bunden,” siger Anders Stampe.

Og “dette tidspunkt” skulle vise sig at være noget nær det værst tænkelige, for det var i oktober 2009, da finanskrisen gled uhindret frem. To måneder senere måtte han stå på mål for et regnskab med en halveret bruttoavance og et underskud, der havde ædt egenkapitalen. Og otte måneder efter var han stoppet – som følge af uenighed med bestyrelsen om strategien for bureauet.

Siden stoppede hele Midt Marketing, idet bureauet gik konkurs i november sidste år. Anders Stampe har imidlertid ikke ladet sig afskrække med den hektiske bureautid – han er tilbage på bureausiden og i kontaktfunktionen.

Scanad ansatte for nylig Anders Stampe som ny kontaktdirektør med henblik på at styrke ledelsen af både bureauets kontakt- og onlineafdeling i Århus.

“Gennem 2010 har vi hos Scanad arbejdet med at tune organisationen, og Anders Stampe bliver med sin erfaring og strategiske fundering en helt central person på bureauet,” siger Jesper Søderberg, direktør for Scanad i Århus, i en pressemeddelelse.

Scanad har netop præsenteret to nye kunder, som man ser som et udtryk for bureauets ” styrke og spændvidde”.

Den ene er Rheinzink, der er en af Europas store zink-leverandør til blikkenslagere og VVS-virksomheder. Med sin stærke position i markedet efterspurgte Rheinzink et nyt bureau, der bedre kunne matche behovene. De første større opgaver er godt undervejs og vil være klar til lancering i løbet af foråret.

Den anden er den hastigt voksende modevirksomhed Soulmate. Scanad har udviklet et nyt website, der netop er gået i luften. Her har Anders Stampe samtidig fungeret som strategisk sparringspartner for virksomheden.

“Vi er naturligvis glade for begge nye samarbejder. Kemien var i orden fra første færd – og så er de nye kunder i sig selv bevis for vores integrerede online- og offline-kompetencer inden for både BTB og BTC,” siger Anders Stampe.