Millionkampagne skal skaffe flere fængselsbetjente

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

10 mio. kr. er i kølvandet på den politiske aftale om en styrkelse af Kriminalforsorgen sat af til rekruttering af nye fængselsbetjente. Det kan betyde et farvel til Sylvester Hvid & Co.

Efter længere tids polemik om sikkerheden i de danske fængsler kunne regeringen sammen med S og DF i sidste uge præsentere en ny aftale om Kriminalforsorgens økonomi i de kommende fire år.

Aftalen indebærer blandt andet, at Kriminalforsorgen, foruden sin årlige bevilling på cirka 3 mia. kr., samlet tilføres godt 600 mio. kr. til ansættelsen af flere fængselsbetjente.

Kort forinden satte Kriminalforsorgen rekrutteringen af elever til den treårige uddannelse som fængselsbetjent i udbud til en forventet værdi på 10 mio. kr. ekskl. moms.

Udbuddet har frist den 14. december, og Kriminalforsorgen forventer at have fundet sin ”nye leverandør på området” ultimo februar.

50 elever pr. kampagne
Opgaven omfatter annoncerings- og rekrutteringsydelser fra en mediepartner, som ifølge udbudsmaterialet kan ”tilvejebringe nye metoder, initiativer og nyt materiale til at afvikle rekrutteringskampagner til brug for rekruttering af fængselsbetjentelever”.

Foruden det løbende samarbejde med Kriminalforsorgen vil det vindende bureau eller konsulenthus skulle forestå den kreative udvikling af rekrutteringsmateriale og den administrative rolle som projektleder på udviklingsprojekter og rekrutteringskampagner.

Konkret ønsker Kriminalforsorgen en konverteringsgrad på 50 nye fængselsbetjentelever pr. rekrutteringskampagne.

Muligt farvel til bureau
Den udbudsansvarlige fortæller Bureaubiz, at man i længere tid har haft et ønske om at ”forny eller videreudvikle det eksisterende rekrutteringsmateriale, så Kriminalforsorgen fortsat kunne skaffe egnede kandidater til fængselsbetjentuddannelsen”.

Offentlige myndigheder er som bekendt forpligtede til at sætte opgaver over en bestemt beløbsgrænse i udbud, og det kan altså betyde et farvel til Sylvester Hvid & Co., som i dag varetager eksekveringen af Kriminalforsorgens rekrutteringskampagner.

Sylvester Hvid & Co. er med sine 118 år Danmarks ældste reklamebureau.

Udbudsmaterialet kan hentes her.

Aftalen om Kriminalforsorgens økonomi i 2018-2021 kan ses her.