Millionsvindel ryster Dansk Reklame Film

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Annoncører og mediabureauer er blevet snydt for 95 mio. kr. hos Dansk Reklame Film, der må have Nordisk Films hjælp til at kompensere. De skyldige er bortvist, og bestyrelsesformanden kalder det hele ”totalt uforståeligt”.

Salg af biografreklamer har de seneste år været en rigtig god forretning for Dansk Reklame Film, der ikke desto mindre lige nu befinder sig i en regulær krise.

Det Nordisk Film-ejede selskab, der sælger og distribuerer biografreklame i Danmark, har netop meddelt, at ansatte siden 2013 har svindlet selskabets kunder for millioner.

Som følge heraf er to personer blevet bortvist og en opsagt og fratrådt, ligesom Dansk Reklame Film har meldt sagen til politiet. En af de fratrådte er en ledende medarbejder.

”Det er fuldstændigt uacceptabelt, og vores reaktion må nødvendigvis være proportional med beløbet,” siger Dansk Reklame Films bestyrelsesformand Asger Flygare til Bureaubiz.

”Totalt uforståeligt”
Overordnet har de pågældende manipuleret med data i selskabets IT-system og over for kunderne rapporteret, at deres kampagner havde nået mål, som de ikke havde nået. Dermed har man reelt snydt annoncører og mediabureauer for samlet set 95 mio. kr.

Bestyrelsesformanden stiller sig uforstående over for årsagen hertil, ikke mindst fordi biografer som annonceplatform netop nyder fremgang i disse år.

”For mig er det her totalt uforståeligt, for vi havde formentlig nået de samme mål. Jeg kan simpelthen ikke forklare det,” lyder det fra Asger Flygare, som ikke mener, at de nu fratrådte har haft en nævneværdig personlig vinding ved svindlen.

Økonomisk lussing
Dansk Reklame Film råder over i alt 246 biografsale og har efter eget udsagn 74 pct. af det samlede billetsalg i Danmark.

En kompensation på 95 mio. kr. er ikke desto mindre en svidende økonomisk lussing for selskabet, der i perioden 2013 til 2017 omsatte for 578 mio. kr.

Til sammenligning har Dansk Reklame Film ifølge Bureaubiz’ beregninger fra og med 2013 til og med 2016, hvor det seneste årsregnskab foreligger, haft et overskud på 46,7 mio. kr.

Nordisk film kompenserer
Af indlysende årsager må moderselskabet Nordisk Film således yde Dansk Reklame Film en økonomisk en håndsrækning.

Det fortæller bestyrelsesformanden adspurgt om Dansk Reklame Films økonomiske fremtid.

”Det er klart, at når vi har betalt kompensationen tilbage, har vi ikke noget overskud. Og Dansk Reklame Film har ikke egenkapital til at klare en kompensation på 95 mio. kr. Så Nordisk Film går ind og stiller garanti og sørger for, at man kan betale og kan drive selskabet fremadrettet.”

Vil gøre det ordentligt
I kølvandet på den økonomiske begmand kommer arbejdet med at genoprette tilliden til de berørte annoncører og bureauer.

”Vi går åbent ud og kompenserer alle. Vi vil gerne vise, at vi i Nordisk Film gør tingene på en ordentlig måde. Og så kan vi kun håbe på, at folk ikke dømmer os på det, der er sket, men på hvordan vi har håndteret det,” lyder det fra Asger Flygare.

Dansk Reklame Film ikke ønsker at sætte navne på de kunder, der har været omfattet af svindlen, men oplyser, at man nu mødes med disse for at gennemgå det hændte og aftale de praktiske forhold omkring kompensation.