Peter Boe har været i den kreative branche i over et årti, og det meste af tiden for det århusianske bureau Envision. Det var også hos Envision, at Peter lavede sin første reklame. På det tidspunkt var han 30 og havde været færdiguddannet et år.
“Som helt grøn tekstforfatter lavede jeg nogle tv-reklamer for rejseselskabet Falk Lauritsen – sammen med min endnu grønnere AD-makker Morten Kiilerich. Det burde være gået helt galt. Og egentlig burde vi slet ikke have fået lov,” fortæller han.
Peter Boe var ansat i et junior-team, hvor de i ny og næ fik som opgave at udvikle idéer til potentielle kunder. Idéerne blev sjældent pichet og derfor sjældent valgt.
“Det var mest, så vi havde noget at lave – ikke mindst mig, hvis evner vist ikke var selvindlysende på det tidspunkt,” uddyber Peter og fortsætter:
“Men så kom der pludselig et kundemøde ind fra højre. Idéerne blev skudt af og kunden var glad! Vupti: Så skulle to grønskollinger af sted til Mallorca for at lave film på voksenbudget.”
Hvad synes du om reklamen dengang?
“Jeg var pænt stolt. Dengang var tv-reklamer det absolut største, du kunne lave. Og vi havde fået lavet nogle film, der var lige, som de skulle være i de år. Det vil sige 30 sekunders spas og så en catchy one-liner til sidst”
Blev reklamen din adgangsbillet ind i branchen?
“Jeg tror måske, den har påvirket min karriere på den måde, at min chef turde tro på, jeg ikke var helt håbløs,” fortæller Peter med et smil i stemmen og fortsætter:
“Jeg er i hvert fald stadig på bureauet.”
I dag er Peter creative director og arbejder i spidsen for bureauets tekstforfattere.
Hvad synes du om reklamen i dag?
“Jeg synes, det ligner noget, der er lavet for 12 år siden. Når jeg ser det igen, bliver man virkelig mindet om, at reklame opfører sig på samme måde som f.eks. film, musik og mode: Det følger den herskende smag og ændrer sig sammen med den. Dengang skulle reklamefilm være sjove, og de skulle være det på 30 hårdtpumpede sekunder. Kreativ spændetrøje? Det tror jeg nok.”
Hvad ville du gøre anderledes, hvis du skulle lave reklamen i dag?
“Uha – jeg havde da ikke turdet lave en sjov film i dag. Og da slet ikke bar-røv-og-tyrenosser-sjov,” starter Peter og fortsætter:
“Man kan vist roligt sige, vi også har vores kreative spændetrøjer i 2020, hvor alting skal være så alvorligt og følsomt. Forstå mig ret: Jeg elsker alvor og følelser, og nogle af de bedste ting, jeg har været med til at lave, er fyldt med begge dele.”
Som eksempel peger Peter på en reklame, han har lavet i samarbejde med Hummel, Pay with peace. Den er fyldt med både alvor og følelser.
“Det irriterer mig, hvis det bliver påduttet, og hvis vi ikke kan se kvaliteten i flere forskellige slags udtryk. Det er jo lige til at grine af, at god gammeldags plat humor nærmest er blevet til smal litteratur i reklamesammenhæng. Hvorfor har man ellers lavet en specialkategori til humoren i CCA? Det ville være fedt, hvis vi kunne blive enige om, at god reklame er mange ting. Der skal både være plads til følelser og til tyrenosser,” siger Peter igen med et smil i stemmen.