Mindshare har møbleret om i sin analyseafdeling. Både i ledelsen og i form af et tættere samarbejde med GroupM-selskabet, Intelligence Group.
Ledelsesmæssigt gælder det Thomas Queck, der har ønsket at komme videre til nye udfordringer.
“Der er flere muligheder inden for både Mindshare og GroupM, og det kigger vi på i øjeblikket. Men der er endnu ikke faldet noget på plads,” siger adm. dir. Martin O. Rasmussen, Mindshare.
I stedet har bureauet ansat Arnt Gustafsson, der kommer fra et virke som selvstændig konsulent og tidligere har været hos bl.a. Novozymes samt dialog-bureauerne Action og Sepia.
Som selvstændig har han bl.a. samarbejdet med Pandora omkring deres internationale Brand Tracking undersøgelser i mere end 25 lande.
Sideløbende med ledelsesskiftet har Mindshare valgt at flytte sine dataanalytiker-kompetencer over til GroupM-selskabet Intelligence Group, hvor der oprettes en særlig Mindshare-enhed. Det drejer sig om fire medarbejdere.
“Arnt Gustafsson får ansvaret for både at sikre integrationen mellem os og Intelligence Group samt ledelsen af vores øvrige analyse-aktiviteter,” siger Martin O. Rasmussen og fortsætter:
”Avanceret dataanalyse og håndtering af Big Data kræver store investeringer, dels i systemer og hardware, dels i at dyrke de rette kompetencer, og derfor giver det bedre mening at få det samlet i en stærk analysegruppe fremfor, at hver mediabureau foretager disse investeringer individuelt.”
Intelligence Group rummer desuden en enhed, der servicerer Mediacom samt det selvstændige analyseselskab, Data Intelligence.
Det tredje store GroupM bureau, MEC, har også en analyseenhed, og det vil være nærliggende at spørge, om man også her vil gå sammen med Intelligence Group. Det er dog ikke lykkedes at få kontakt med adm. dir. Uffe Henriksen.