Mindshare-film skal bakke op om børns drømme

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Ford er gået ind som sponsor for et projekt, der handler om at fremme børns lyst til både at drømme og at forfølge drømmene.

’Go Creative’ er et initiativ, der skal bidrage til at styrke børn og unges handlekompetence og udfordre dem personligt, så de på længere sigt bliver inspireret til at forfølge deres drømme.

Det er et initiativ, som Ford har valgt at bakke op, og helt konkret har man nu fået Mindshare til at producere en film, der skal hjælpe med at udbrede kendskabet.

Filmen tager udgangspunkt i en piges drøm om at blive racerkører og er produceret sammen med instruktøren Magnus Ekstrøm.

https://www.youtube.com/watch?v=ENKMnh51T58

Ud over investeringen i filmen, så har Ford også doneret nogle midler til projektet, og samtidig indgår noget af Henry Fords historie i undervisningen. Projektet falder således meget godt ind i Fords bestræbelser på at udvikle content.

Bag initiativet står foreningen Barndrømmen, der arbejder for, at alle børn uanset social, økonomisk og geografisk baggrund, skal have adgang til kunstneriske fagområder i hverdagen.

”Go Creative er et kreativt koncept skabt af et team af fagfolk, kunstnere og kreative konceptudviklere. Resultatet er blevet et samarbejde, hvor Barndrømmen sammen med Ford inviterer alle skolebørn i Danmark til at deltage i Go Creative – et kreativt og fagligt forløb, som bidrager til at udvikle børn som hele og selvstændige individer, der tør drømme og handle på deres drømme” siger Dorthe Foged, stifter af Barndrømmen og Go Creative.