Da Gallup og Mindshare i sidste uge offentliggjorde deres Trends 2010-undersøgelse, var der spæde tegn på, at bunden var nået, og at der igen så småt kunne kigges fremad – og opad.
Og noget kunne tyde på, at Mindshare selv tager en fakkel i hånden og går i forvejen. For mediabureauet har i det seneste halve år vundet kunder i et omfang, der får adm. direktør Martin O. Rasmussen til at finde optimismen frem og støve den af til fornyet brug.
“Vi har reelt vundet kunder, svarende til en vækst på 25-30 pct. næste år. Så vi glæder os faktisk meget til 2010,” siger Martin Rasmussen.
Blandt de nye kunder er Triumph Textil Norden, EDC, Egmont Serieforlaget, Stryhns og senest Tæppeland samt Canal Digital, som bureauet fik online-delen af i sommer, mens resten af budgettet fulgte forleden.
“Vi har ikke tabt nogen kunder, og samtidig er der kommet nye kunder til. Vores eksisterende kunder har fulgt markedet og gik således ned i aktiviteter – og nu ligger på en nulvækst. Så det er vores kundetilgang, der ligger bag vækstforventningen,” siger Martin Rasmussen.
I forbindelse med præsentationen af Trends 2010 sagde Martin Rasmussen, at der er lang vej til tidligere tiders medieforbrug.
“I princippet skal markedet hente 30 pct. i tabt omsætning, så vi kommer nok hen til 2012 eller 2013. Måske endda 2014, før annonceinvesteringerne er lige så høje som før krisen,” lød det fra Martin Rasmussen – og et efterslæb gør sig også gældende på Mindshare.
For selv en vækst på 25-30 pct. vil ikke give sig udslag i en tilsvarende stigning i medarbejderantallet – men mindre kan også gøre det.
“Vi måtte sige farvel til tre fuldtidsansatte samt nogle løst tilknyttede medarbejdere. Det svarede til omtrent 10 pct. af medarbejderstaben – og med de nye kunder, der for de flestes vedkommende først træder til pr. 1. januar, vil vi kunne vende tilbage til udgangspunktet. Vi kommer således til at ansætte 3-4 personer i den kommende tid,” siger Martin Rasmussen.