Mindshare har oprettet en ny stilling som Nordic Business Director og besat den med Louise Bak Schou.
Hun er fundet hos Starcom i Danmark, som hun var direktør for. Hos Mindshare får hun en plads i den nordiske direktion sammen med de fire lande-direktører samt deltagelse i den danske ledergruppe.
Louise Bak Schou har lang erfaring med at arbejde internationalt. Hun startede sin karriere hos PHD i London og har tidligere været en del af Mindshare i Danmark.
Hun har håndteret mange internationale og nordiske kunder gennem karrieren. Hun varetog stillingen som Nordic Client Service Director i Starcom før hun overtog hele ansvaret for den danske forretning for snart to år siden.
”Vi oplever, at flere virksomheder i Norden efterspørger netværksbureauer, som kan spejle deres behov og organisation. Men vi er også vokset til en størrelse, der kræver dedikerede ressourcer til udveksling af viden og til at styre et stigende antal tværgående projektgrupper fremad og sikkert i havn. Det er på den baggrund at stillingen er oprettet,” siger Mindshares CEO, Martin O. Rasmussen.