Tegneserier, som giver satiriske kommentarer eller rent og skær underholder, finder man typisk i trykte medier.
Nu har Mindshare taget modellen op som en del af bureauets markedsføring.
Man har hyret Allan Buch fra tegnestuefællesskabet Craze til at lave en ugentlig stribe, der skal favne hele branchen lige fra forskellige bureautyper til personer og medier.
Striben vil blive lagt på Mindshares Facebook side hver fredag (se dagens her).
Den er element i en bredere markedsføring af bureauet, der sigter mod at øge det kvalificerede kendskab. Adm. dir. Martin O. Rasmussen fortæller, at kendskabet er generelt højt, men det kan godt blive mere kvalificeret blandt ikke kunder.
“Vores kunder lægger f.eks. særlig vægt på innovation, digitale kompetencer, resultatskabende samt priser/vilkår i valg af mediebureau. Når vi ser på vores kunders vurdering i imageanalysen, vurderer de os højere på netop disse parametre. Det er vores differentieringspunkt og det skal vi fortælle til markedet,” siger Martin O. Rasmussen og fortsætter:
“Det forsøger vi så med en offensiv markedsføringsstrategi, der bl.a. også omfatter vores mobil applikation ‘Den Lilla’, det faglige magasin ‘Markedshorisont’, samarbejdet med TNS Gallup om Trendanalysen og vores årlige Reklameanalyse. Og nu også vores stribe ‘branchen’.”