En omsætning på 359 mio. kr. bør kaste noget fornuftigt af sig, og det var da også tilfældet for Mindshare i 2017.
Bureauet havde i det forgangne år en bruttofortjeneste på godt 35 mio. kr., hvilket var godt 16 pct. højere end året før.
Tilsvarende steg årets resultat med en femtedel fra 3,6 mio. kr. i 2016 til 4,3 mio. kr. i 2017.
Ny strategi og trofaste kunder
Dette tilskriver ledelsen i sin årsberetning en kombination af en ny strategi og øget effektivitet, ligesom man efter eget udsagn er begunstiget af særligt trofaste kunder:
”Bureauet nyder en høj grad af loyalitet i sin kundeportefølje. Kunder, som har været med bureauet i mere end ti år, udgør nu 35 pct. af forretningen.”
Ledelsen glæder sig endvidere over diverse udmærkelser i 2017, som blev rundet af med lanceringen af en dedikeret case-hjemmeside ”som en hyldest til prisvindende og forretningskritisk arbejde for kunder”.
Beskeden vækst i 2018
Trods de seneste års økonomiske fremgang gør Mindshare-ledelsen ikke store armbevægelser, for så vidt angår forventningerne til 2018.
”Tunge investeringer i datastyring, -analyse og -visualisering såvel som systemer til at øge effektiviteten yderligere vil belaste forretningen i 2018, så væksten ventes at blive moderat,” lyder det.
Med til at lægge en dæmpe på vækstambitionerne er også, at Mindshares vækst de senere år har været markant større end væksten i markedet generelt.
Mindshare er en del af GroupM, der yderligere omfatter WaveMaker, Mediacom, m/SIX, Intelligence Group og Xaxis.
Nøgletal for 2017 (i parentes 2016)
Omsætning: 359.066.582 kr. (361.796.308)
Bruttofortjeneste: 35.080.802 kr. (30.124.380)
Driftsresultat: 5.823.490 kr. (4.607.036)
Årets resultat: 4.288.212 (3.568.160)
Gns. antal ansatte: 50 (46)